Ansvarsfraskrivelse og betingelser
Dette afsnit indeholder styrelsens ansvarsforskrivelse og øvrige betingelser for brug af den nedenstående vejledning om patentforsikring og IPR-forsikring.
Patent- og Varemærkestyrelsen ønsker at fremhæve at:
- vejledningen har til formål at oplyse om muligheden for forsikring af IP-rettigheder og er tænkt til inspiration
- vejledningen er ikke udtømmende og erstatter ikke professionel rådgivning
- vejledningen opdateres løbende af styrelsen, men der kan opstå perioder, hvor indholdet ikke er fuldt opdateret
- tegning af forsikring for IP-rettigheder er udelukkende et anliggende mellem forsikringstageren og forsikringsudbyderen og sker uden ansvar for Patent- og Varemærkestyrelsen.
Patent- og Varemærkestyrelsen er, særligt af de ovennævnte grunde, nødsaget til generelt at fraskrive sig ethvert muligt ansvar for fejl, udeladelser og mangelfulde opdateringer af vejledningen. Endvidere er Patent- og Varemærkestyrelsen nødt til at fraskrive sig ethvert muligt ansvar for tab, skader eller ulempe, både direkte såvel som indirekte, og følgeskader og tab af rettigheder, der skyldes brug af vejledningen.
Vejledning om patentforsikring og IPR-forsikring
1. Hvordan virker patentforsikringer og IPR-forsikringer?
Formålet med en patentforsikring eller en IPR-forsikring er at formindske dine omkostninger i tilfælde af, at du bliver involveret i en tvist om henholdsvis patentrettigheder/IP-rettigheder.
Patentforsikringer kan være meget forskellige og dække helt forskellige typer af hændelser. Nogle patentforsikringer kan f.eks. dække omkostningerne til at forsvare sig imod påstande fra andre om krænkelse af deres patenter. I denne vejledning anvendes begrebet "patentforsikring" dog om forsikringer, som dækker dine omkostninger til at håndhæve dine egne patenter overfor patentkrænkere.
IPR-forsikringer kan være mindst lige så forskellige som patentforsikringer. I denne vejledning anvendes begrebet ”IPR forsikring” om forsikringer, som dækker omkostninger til at håndhæve en eller flere typer af IP-rettigheder overfor krænkere – eksempelvis både varemærker, designs, ophavsret, patenter og brugsmodeller. Nogle IPR-forsikringer dækker også forsikringstagerens egne krænkelser af andres IP-rettigheder eller brud på kontrakter og licenser vedrørende IP-rettigheder.
Der er mulighed for enten at bede en forsikringsudbyder om at "skræddersy" en patentforsikring eller en IPR-forsikring, specielt til din virksomhed, eller for at vælge en forsikring, som er færdigudviklet. De skræddersyede løsninger giver mulighed for at sammensætte en forsikring præcis, som du ønsker, men er ofte dyre. Færdigudviklede patentforsikringer og IPR-forsikringer kan være en billigere løsning.
2. Generelt om håndhævelse af IP-rettigheder over for krænkere
IP-rettigheder kan i nogle tilfælde være afgørende for en virksomheds succes, fordi de – afhængig af rettighedstypen - kan holde konkurrenter ude fra markedet eller på anden måde give stærke og vigtige enerettigheder.
Krænkelse af IP-rettigheder er normalt [note 1] undergivet privat påtale. Dette betyder, at det er op til dig selv at overvåge, om dine IP-rettigheder bliver krænket, og i givet fald at håndhæve dine rettigheder overfor krænkerne. Hvis du opdager, at andre virksomheder krænker dine IP-rettigheder, er det derfor, som udgangspunkt, dit eget ansvar at håndhæve dine ret-tigheder overfor krænkerne, herunder at få dem til at ophøre med krænkelsen og eventuelt betale erstatning og vederlag til dig. Dette kan indebære, at du er nød til at anlægge retssag om krænkelsen ved domstolene.
Patentsager er typisk komplicerede og kræver både juridisk og teknisk viden. Næsten alle patentsager kræver derfor advokatbistand. Meget ofte er det også nødvendigt med teknisk bistand fra f.eks. en patentagent. Også andre typer af IP-tvister end patentsager kræver som oftest advokatbistand. Når der anlægges en retssag, skal der betales en retsafgift. Især i patentsager er der normalt også udgifter til uvildigt syn og skøn under retssagen. Disse omkost-ninger gør tilsammen, at retssager om IP-rettigheder, og især patentrettigheder, typisk er temmelig dyre. En del virksomheder har derfor svært ved at skaffe ressourcer til at føre de retssager, som er nødvendige for at håndhæve deres IP-rettigheder. Hvis du ender med at vinde retssagen, vil retten normalt bestemme, at modparten skal dække nogen af de omkostninger, som du har afholdt i sagen. Erfaringsmæssigt sker det dog meget ofte, at de beløb, som retten tilkender, langt fra dækker de afholdte omkostninger.
Det kan derfor være en god ide at overveje, gerne allerede inden du indleverer din ansøgning om en IP-rettighed, hvordan du vil finansiere omkostningerne til at håndhæve din IP-rettighed, hvis den bliver krænket af en anden virksomhed. Én af mulighederne kan være at tegne en patentforsikring eller en IPR-forsikring, som kan dække nogen af dine omkostninger til at håndhæve dine rettigheder overfor krænkere.
3. Hvad kan jeg overveje, før jeg tegner en patentforsikring eller en IPR-forsikring?
Hvilken type forsikring og hvilket dækningsbeløb har jeg behov for?
I relation til patentforsikring vil din forsikringspræmie sandsynligvis blive dyrere, jo flere typer af hændelser du vælger at forsikre dig imod, og jo højere beløbsmæssig dækning, du vælger. Der vil derfor ofte være mulighed for at reducere forsikringspræmien, hvis du er parat til selv at påtage dig en del af ansvaret. Omvendt, jo mindre dækning du vælger, jo sværere kan det blive for dig, hvis du bliver involveret i en tvist. Det gælder derfor om at tegne en forsikring, som passer til din virksomheds behov.
IPR-forsikringer kan i nogle tilfælde have en fast præmie, som dækker krænkelser af flere IPR-typer – i nogle tilfælde krænkelser af alle virksomhedens IP-rettigheder uanset rettighedstype. Igen gælder det om at tegne en forsikring, som passer til din virksomheds behov.
Hvis du er i tvivl om, hvilken forsikringstype du er bedst tjent, og hvordan dækningen nærme-re skal sammensættes, kan du søge rådgivning hos din advokat eller din patentagent.
Geografisk dækning
IP-rettigheder er nationale eller i nogle tilfælde regionale rettigheder, og det er derfor nødven-digt at vælge, i hvilke lande du ønsker at opnå en IP-rettighed. Tilsvarende bør du overveje, inden du tegner en patentforsikring eller en IPR-forsikring, i hvilke lande du ønsker, at din forsikring skal dække tvister. Du skal med andre ord sørge for, at den geografiske forsikringsdækning passer til din virksomheds behov. Hvis du er i tvivl om, i hvilke lande du har behov for dækning, kan du søge rådgivning hos din advokat eller patentagent.
Beløbsmæssig dækning
Det er også vigtigt, at den beløbsmæssige forsikringsdækning har en sådan størrelse, at den hjælper dig tilstrækkeligt, hvis der opstår tvister. Der er stor forskel på, hvad det koster at føre retssager afhængig af land og rettighedstype. Når du vælger, hvor stor en forsikringssum du ønsker, bør du derfor overveje, hvad prisniveauet for tvister - om de IPR-typer, som er relevante for dig - ligger på i de lande, hvor du ønsker, at forsikringen skal dække. Hvis du er i tvivl om, hvilken beløbsmæssig forsikringsdækning, der er mest hensigtsmæssig for din virk-somhed, kan du søge rådgivning hos din advokat eller patentagent.
Omkostninger til at forsvare gyldigheden af din IP-rettighed
Det sker meget ofte, at den der bliver anklaget for IPR-krænkelse forsøger at forsvare sig ved at påstå, at IP-rettigheden skal ugyldiggøres, og at vedkommende derfor ikke har gjort noget ulovligt.
I relation til patentrettigheder foretager den udstedende myndighed en grundig undersøgelse og vurdering af patentansøgningen, inden den udsteder et patent. Et udstedt patent er dog ingen garanti for, at patentet altid kan opretholdes som gyldigt. Det kan ske, at udstedte patenter kendes ugyldige ved dom eller erklæres ugyldige af patentmyndigheden efter en administrativ prøvelse. Årsagen til ugyldigheden kan f.eks. være, at en konkurrent har fundet materiale, som viser, at den patenterede opfindelse ikke var ny på ansøgningstidspunktet.
Når du forsøger at håndhæve dit patent over for en krænker, kan du derfor blive nød til at bruge ressourcer på at forsvare gyldigheden af dit patent. Hvis du ønsker, at forsikringen også skal dække dine omkostninger til at forsvare dig overfor påstande om, at dit patent er ugyldigt, bør du derfor sikre dig, at sådanne omkostninger også er dækket af forsikringen.
For andre IP-rettigheder end patenter er der forskel på, hvor grundige undersøgelser myndighederne foretager, inden IP-rettigheden udstedes. Det varierer afhængig af rettighedstypen og fra landet. Også i disse tilfælde kan der opstå spørgsmål om gyldigheden af den meddelte IP-rettighed. Hvis du ønsker, at din IPR-forsikring også skal dække omkostninger til at forsvare dig over for påstande om ugyldighed af din rettighed, bør du sikre dig, at sådanne omkostninger også er dækket af forsikringen.
Tvister med licens-tagere
Hvis du ønsker, at forsikringen skal dække tvister med eventuelle licens-tagere, bør du tjekke, at sådanne tvister er omfattet af forsikringen.
Hvilke beløb dækker forsikringen?
Både patentforsikringer og IPR-forsikringer kan være meget forskellige, og det er derfor nødvendigt at læse om den præcise dækning i forsikringsbetingelserne.
De fleste patentforsikringer og IPR-forsikringer vil nok have til hovedformål at dække omkostninger til at føre retssag imod krænkere for herigennem at håndhæve IP-rettigheder. Der-imod vil vederlag for udnyttelsen af rettigheden, og eventuelle tab på grund af krænkelsen, udover omkostningerne til at føre retssag, ofte ikke være dækket af forsikringen. Sådanne beløb må i givet fald søges betalt af krænkeren.
Det vil ofte være nødvendigt at afholde en del omkostninger allerede inden, der anlægges retssag om krænkelsen. Det kan f.eks. være omkostninger til advokater og patentagenter med henblik på, forud for et sagsanlæg, at få en vurdering af, hvordan dine chancer er for at vinde sagen. Du kan f.eks. have behov for at få en vurdering af, om din IP-rettighed er krænket, og om der eventuelt er risiko for, at din IP-rettighed kan blive ugyldiggjort. Det kan også være, at du vil forsøge at opnå forlig med krænkeren i håb om at undgå en omkostningstung retssag. Hvis du ønsker, at din forsikring også skal dække omkostninger, som afholdes forud for et sagsanlæg, bør du tjekke, at sådanne omkostninger er omfattet af forsikringsdækningen.
Hvornår skal jeg tegne en patentforsikring eller en IPR-forsikring?
Patentforsikringer og IPR-forsikringer skal normalt tegnes inden der opstår en tvist om din IP-rettighed. Sandsynligheden for at du kan få et forsikringsselskab til at forsikre dig, efter at tvisten er opstået, er meget lille.
IP-rettigheder nyder i de fleste tilfælde beskyttelse allerede fra indleveringen af ansøgningen om rettigheden. IP-rettigheder kan derfor blive udsat for krænkelse allerede fra ansøgnings-tidspunktet – og endnu tidligere i tilfælde af fx varemærkerettigheder eller EU-designs stiftet ved brug. Ophavsrettigheder opstår i takt med værkernes skabelse. Du kan derfor overveje, om du ønsker at tegne forsikringsdækning allerede fra ansøgningstidspunktet for IP-rettigheden – eller fra ibrugtagningstidspunktet for varemærkerettigheder og EU-designs stif-tet ved brug eller skabelsestidspunktet for et ophavsretligt beskyttet værk. Hvis du er i tvivl om, hvornår du skal tegne en patentforsikring eller IPR-forsikring, kan du søge rådgivning hos din advokat eller patentagent.
Hvilke betingelser vil forsikringsudbyderen forvente?
Det er sandsynligt, at forsikringsudbyderen vil betinge sig, at du selv skal betale en vis andel af omkostningerne til at håndhæve dine rettigheder overfor krænkere. Dette kan hjælpe forsikringsudbyderen med at sikre, at forsikringstagerne ikke bruger unødvendige ressourcer på håndhævelsen.
Det er også sandsynligt, at forsikringsudbyderen vil betinge sig, at der kun sker udbetaling under forsikringen i tvister, som forsikringsselskabet vurderer, at du har en rimelig chance for at vinde. Det er her vigtigt at være klar over, hvordan forsikringsselskabet vurderer, om der skal ske udbetaling eller ej. Det kan her være en god ide at sikre sig, at spørgsmålet om forsikringsdækning, for en konkret tvist, kan prøves af en uafhængig og uvildig instans, hvis forsikringsselskabet skulle afslå forsikringsdækning for en tvist, som du mener, bør dækkes under forsikringen.
Oplysninger til forsikringsudbyderen
Når du anmoder om et forsikringstilbud, vil udbyderen sandsynligvis kræve at få nogle oplysninger om din virksomhed. Det kan bl.a. være oplysninger om din virksomheds navn, adresse, branche, oplysninger om tidligere IP-tvister og oplysning om hvilke IP-rettigheder, du ønsker at forsikre. Det er vigtigt, at du giver rigtige og fyldestgørende oplysninger, da du ellers kan risikere, at forsikringsudbyderen anser forsikringsaftalen for at være ugyldig.
4. Hvem udbyder patentforsikringer og IPR-forsikringer?
Du kan se Patent- og Varemærkestyrelsens liste over udbydere af patentforsikringer og IPR-forsikringer her.
________________________________________
Note 1: Under skærpende omstændigheder kan der dog ske offentlig påtale af strafansvar, hvis den forurettede anmoder herom, eller der foreligger almene hensyn, der gør offentlig påtale påkrævet, jfr. eksempelvis patentlovens § 57, brugsmodellovens § 54, varemærkelovens § 42, designlovens § 36 og ophavsretslovens § 81. Foreligger særlig skærpende omstændigheder påtales forholdet af det offentlige, jfr. straffelovens § 299b.
Har du kommentarer til indholdet?


