Danske virksomheder har mulighed for at tegne en patentforsikring, som dækker omkostningerne til at håndhæve deres patentrettigheder over for patentkrænkere.
Den 1. december 2007 kom den første generiske patentforsikring til danske virksomheder på markedet. Indtil da havde danske virksomheder kun haft mulighed for at købe patentforsikringer, som var udviklet særligt til den enkelte virksomhed. Sådanne special-udviklede forsikringer var typisk så dyre, at kun store virksomheder havde råd til dem. Den nye generiske patentforsikring ligger på et lavere prisleje, som små og mellemstore virksomheder har bedre mulighed for at klare. Forsikringen giver mulighed for tilpasning til den enkelte virksomhed i forhold til f.eks. geografisk dækningsområde og beløbsmæsig dækning.
Den generiske patentforsikring udbydes af en privat forsikringsudbyder og er udviklet specielt til de små og mellemstore virksomheder. Store virksomheder vil normalt også have mulighed for at tegne en patentforsikring, men vil få et individuelt forsikringstilbud. Patent- og Varemærkestyrelsen forventer, at muligheden for patentforsikring især vil blive en fordel for de små og mellemstore virksomheder, som ofte har sværest ved at afsætte ressourcer til at håndhæve deres patenter overfor patentkrænkere.
Hovedlinierne i patentforsikringen er beskrevet i Patent- og Varemærkestyrelsen elektroniske nyhedsbrev fra december 2007 (det bemærkes, at forsikringsudbyderen kan have ændret forsikringsbetingelserne siden lanceringen af forsikringen i december 2007, og at de aktuelle forsikringsbetingelser kan rekvireres hos forsikringsudbyderen). I forbindelse med lanceringen af den første generiske patentforsikring udgav styrelsen en pressemeddelelse om patenforsikring.
Generelt om patentforsikringer
Patentforsikringer kan være meget forskellige og dække helt forskellige typer hændelser. Du kan læse mere om patentforsikring generelt i Patent- og Varemærkestyrelsens vejledning om patentforsikring.
Hvem udbyder patentforsikringer?
Hvis du vil vide mere om, hvem der udbyder patentforsikringer, kan du se Patent- og Varemærkestyrelsens liste over udbydere.
Har du kommentarer til indholdet?

