Gør idéer til aktiver

PCT frister for Grønland og Færøerne

Videreførelse af internationale ansøgninger (PCT) for Færøerne og Grønland.

Der gælder særlige frister for videreførelse af internationale patentansøgninger (PCT) for Færøerne og Grønland.
 
For Danmark gælder en frist på 31 måneder fra den internationale indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen. Fristen for videreførelse af internationale patentansøgninger for Færøerne og Grønland er imidlertid kun på 20 måneder. I tilfælde, hvor ansøger har begæret en international forberedende patenterbarhedsprøvning, kan fristen dog udgøre 30 måneder for Grønland, men ikke for Færøerne, idet reglerne om international forberedende patenterbarhedsprøvning ikke er sat i kraft for Færøerne.

De særlige frister medfører, at i tilfælde, hvor en ansøgning videreføres efter udløbet af de særlige frister for Færøerne og Grønland, bliver ansøgningen ikke videreført for disse landsdele.

En videreførelse skal ske på basis af en dansksproget oversættelse af den internationale patentansøgning, såfremt den skal omfatte Færøerne og Grønland.

For ansøgninger, som er blevet indleveret for sent i forhold til de særlige frister for Færøerne og Grønland, vil styrelsen efter omstændighederne bevilge genoprettelse i henhold til patentlovens § 72, idet den enkelte ansøgning om videreførelse vil blive betragtet som en samtidig anmodning om genoprettelse. Genoprettelse vil blive bevilget for ansøgninger, hvor de særlige frister for Færøerne og Grønland var udløbet, da styrelsen informerede om disse særlige frister i nyhedsbreve, på hjemmesiden mv.

For så vidt angår ansøgninger, hvor de særlige frister for Færøerne og Grønland udløber på et tidspunkt efter informationen i nyhedsbreve, på styrelsens hjemmeside mv., vil styrelsen konkret vurdere, om der kan bevilges genoprettelse i henhold til patentlovens § 72.

Styrelsen arbejder pt. på at harmonisere lovgivningen i forhold til Færøerne og Grønland.

Yderligere information

Patent- og Varemærkestyrelsen kan kontaktes for yderligere information på tlf. nr. 4350 8000.

 



Sidst ændret: 9. juni 2009
Har du kommentarer til indholdet?