Mærsk skriver historie med sin blå farve

Publiceret 14-05-2019

Det er lykkedes Mærsk som blot det andet selskab i Danmark at få eneret til sin helt egen farve. Patent- og Varemærkestyrelsen har godkendt virksomhedens ansøgning om et farvemærke

Foto af et blåt Mærsk skib

Det er ikke hverdagskost, at en virksomhed får registreret sin helt egen farve. Faktisk er en eneret til en farve en ganske vidtgående eneret, fordi det i princippet kan forhindre andre erhvervsdrivende i, at anvende den pågældende farve i markedsføringen af deres produkter. Ikke desto mindre lykkedes det fornyligt Mærsk at få beskyttet sin lyseblå farve, som virksomheden har benyttet sig af gennem 133 år. Den lyseblå farve er så tæt på at være et synonym for selskabet, at det lykkedes som blot det andet selskab i Danmark at få beskyttet en farvekode.

”Det er bemærkelsesværdigt. Én ting at få beskyttet et logo, et navn eller en lyd, men at få beskyttet en farve, er inden for varemærker noget af det sværeste at få registreret. Der er en række kriterier, som et selskab skal kunne bevise, at de opfylder,” siger chef for design og varemærker i Patent- og Varemærkestyrelsen Hannah Holm Olsen.

I ansøgningen vedlagde Mærsk ca. 30 siders dokumentation og bilag for at få registreret sin farve.

Lyseblå betyder Mærsk

En af betingelserne for at få beskyttet en farve er, at farven skal have særpræg. Det betyder ifølge EU-direktivet artikel 3, at ’det opfattes af den relevante kundekreds, er egnet til at identificere den vare eller tjenesteydelse, for hvilke varemærket søges registreret’. Som et led i ansøgningen for at få sin farve registreret, kunne A.P. Møller - Mærsk dokumentere, at 84 pct. af respondenterne i deres kundekreds forbandt den lyseblå farve med selskabet og dets serviceydelser.

FAKTA: Hvor svært er det at få registreret en farve?

Fordi antallet af farver er begrænset, er eneret på en farve ganske vidtgående. Det kan forhindre andre erhvervsdrivende inden for samme kategori at bruge farven i at markedsføre deres varer eller tjenesteydelser.

Mærsk har fået registreret sin farve for ydelsen ”søfragttransport” på bagrund af indarbejdelse.

Udover Mærsk er Grundfos den eneste virksomhed i Danmark, som har fået eneret på en farve.

Jo flere varer eller tjenesteydelse en virksomhed tilbyder, desto sværere er det at få registreret en farve.

Med den nye varemærkelov er det også muligt at beskytte lyde, hologrammer og bevægelser.For at få registreret en farve kræver det blandt andet:
  1. Indarbejdelse: Farven skal have et betydeligt særpræg. Dvs., at kundekredsen forbinder farven med virksomheden.
  2. Farven skal kunne gengives grafisk ved hjælp af en international anerkendt farvekode – f.eks. Pantone.

Nu hvor så mange af Mærsks egne kunder forbinder deres lyseblå farve med selskabet, er et nærliggende spørgsmål: Hvorfor?

”Vi hører ofte historier om, at danskere føler sig hjemme, når de ser en container med Mærsks hvide stjerne på lyseblå baggrund i udlandet. Selvom A.P. Møller - Mærsk er stor i den danske bevidsthed, er vi knapt så store i et internationalt perspektiv. Derfor er det vigtigt at få registreret vores egen farve. Nu står vi bedre rustet i eventuelle retssager, hvor andre selskaber i samme branche forsøger udnytte vores farve, som vi jo har bevist, at vores kunder forbinder med Mærsk,” siger Henning Morgen, historiker hos A.P. Møller - Mærsk.

En historisk beslutning

1886 var startskuddet for, hvad der senere skulle gå hen at blive den største danske virksomhed gennem historien. Kaptajn Peter Mærsk Møller købte dampskibet Laura, og da skibet lagde fra kaj for første gang under sin nye ejer, var det med en syvtakket hvid stjerne på skorstenen, som var malet i den nu beskyttede farve, der går under navnet Pantone Maersk Blue.

”Historien spiller en afgørende rolle. Hvis man havde besluttet sig for at farve skorstenen sort, som var det mest normale dengang, og først for nylig valgte at introducere den lyseblå farve, havde A.P. Møller - Mærsk næppe fået godkendt sin ansøgning,” siger Hannah Holm Olsen.