PVS underviser i Madrid Protokollen i Rio de Janeiro

Publiceret 30-04-2018

Medarbejdere fra PVS har netop været i Rio for at undervise de brasilianske myndigheder i Madrid-systemet.

Brasilien skal i snarlig fremtid tiltræde Madrid Protokollen og repræsentanter fra Patent- og Varemærkestyrelsens Varemærke- og Designenhed har i midten af april afholdt en uges undervisning og workshop hos det brasilianske kontor, INPI, med særligt fokus på netop Madrid Protokollen. Besøget er afledt af det dansk - brasilianske myndighedssamarbejde på IPR området, der blev indledt i 2017.

Omdrejningspunktet for besøget hos INPI var at hjælpe de brasilianske myndigheder med konkret viden om Madrid-systemets regler samt procedurer i sagsbehandlingen, der skal implementeres hos INPI, når de tiltræder Madrid Protokollen. Derudover var der også stor fokus på at give en forståelse af dansk praksis i sagsbehandlingen og konkret håndtering af de problemstillinger, der kan opstå. Vi arbejdede også med sikring af kvalitet i sagsbehandlingen og implementering af kvalitetsprocedurer, der kan hjælpe med at håndtere en ensartet praksis.

Det konkrete fokus for undervisningen var de regler og procedurer, der vedrører de opgaver Brasilien skal varetage som modtagende myndighed samt procedurer for den konkrete sagsbehandling hos INPI, når Brasilien som land er designeret i en international ansøgning.

Relationsopbygning

Som det første forløb i en lang række aktiviteter var formålet endvidere at skabe relationer mellem INPI og PVS, og gensidigt at få skabt større overblik og mere konkret viden om hinandens processer og procedurer, som basis for et fremtidigt samarbejde. Myndighedssamarbejdet er centralt placeret i den danske regerings udenrigs-, udviklings- og handelspolitik og gennemføres i et tæt samarbejde mellem danske fagministerier og ambassaderne i 14 strategisk udvalgte lande. Myndighedssamarbejdet finansieres af Danida/Udenrigsministeriet og danske myndigheder.

Godt forberedte

Besøget hos INPI viste os et professionelt kontor, der havde sat sig godt ind i Madrid-systemets mange regler, og at deres praksis i sagsbehandlingen for nationale ansøgninger på flere områder lægger sig nogenlunde op ad den danske praksis. Særlig udvalgte hos INPI, bla. André Maske er udpeget som Madrid Protokol ekspert til at håndtere implementering af Madrid Protokollen

Brasilien står på varemærkeområdet - ligesom på patentområdet - over for en række udfordringer nu og i fremtiden, særligt på grund af en stor backlog af nationale varemærkeansøgninger. Besøget viste dog, at INPI har foretaget konkret valg og tilvalg til at håndtere disse store udfordringer, og at de er motiverede og parate til at omstille sig og gribe de muligheder som det vil give.

Se hvad brasilianerne selv skrev om besøget her.