PVS gør din proces med prioritetsdokumenter lettere

Publiceret 21-08-2018

PVS uploader og downloader nu selv prioritetsdokumenter på patentområdet direkte i WIPOs Digital Access Service (DAS).

Patent- og Varemærkestyrelsen blev 1. juni 2018 koblet direkte op på DAS. Det betyder, at når du bestiller en DAS-kode til dit prioritetsdokument, uploader vi prioritetsdokumentet direkte i DAS, hvorefter du modtager DAS-koden med det samme. Det er også blevet muligt for PVS at se DAS-koderne tilhørende de prioritetsdokumenter, vi nationalt har udstedt i DAS.

Ved patenter, der videreføres til Danmark, er det nu også muligt for PVS at downloade prioritetsdokumenterne direkte fra DAS. Du skal blot oplyse os om DAS-koden inden for 16-måneders fristen. Det kræver naturligvis, at patentets oprindelsesland deltager i samarbejdet om DAS. Du kan læse mere om, hvilke lande der for nuværende deltager i samarbejdet her.

En udstedelse af et prioritetsdokument til DAS samt en kode koster i Danmark DKK 300, og DAS-koden kan benyttes ubegrænset. Du kan fortsat bestille prioritetsdokumenter i fysisk papirform, som pr. stk. koster DKK 300.

Patent- og Varemærkestyrelsen har siden november 2011 videreført prioritetsdokumenter til upload hos WIPOs Digital Access Service (DAS), som herefter har udstedt DAS-koder til kundernes mailadresser.