Patent- og Varemærkestyrelsen flytter til Finsensvej 1F i Ikast

Publiceret 22-10-2018
Nyhed

Virksomheder vest for Storebælt, der ønsker at tale om patenter, varemærker og designbeskyttelse med Patent- og Varemærkestyrelsen skal fra den 1. november henvende sig på Finsensvej 1F i Ikast.

Patent- og Varemærkestyrelsens nye kontor på Finsensvej 1F i Ikast

Patent- og Varemærkestyrelsens nye kontor på Finsensvej 1F i Ikast.

Patent- og Varemærkestyrelsen flytter til Finsensvej 1F i Ikast. Regeringens anden udflytningsrunde betyder, at Patent- og Varemærkestyrelsen nu styrker sit kontor i Ikast med yderligere ti medarbejdere. Og dem er der ikke plads til på den nuværende adresse. De ti medarbejdere bliver alle lokalt ansatte, idet styrelsen har valgt at genbesætte ledige stillinger på kontoret i Taastrup med stillinger i Ikast.

”Alle undersøgelser viser, at virksomheder der har styr på deres rettigheder - patenter, varemærker og designbeskyttelser - klarer sig bedst på alle parametre. Vi er sat i verden for lokalt at hjælpe både små og store virksomheder i Jylland og på Fyn, og det oplever vi, at vi bedre kan ved at være lokalt tilstede. Derfor glæder det os, at vi får mulighed for at udvide vores kontor med ti nye specialister”, siger regionschef Tom Meldtved Petersen i anledning af flytningen. 

Trods flyttetravlhed kommer ingen til at gå forgæves

Patent- og Varemærkestyrelsen overtog det nye lejemål på Finsensvej 1 F i Ikast den første oktober. Den 22. oktober flytter de fleste medarbejdere til den nye adresse, og inden den 1. november er alle flyttet. Tom Meldtved Petersen forsikrer, at ingen virksomheder skal frygte at gå forgæves til nogle af adresserne i flytteperioden. Trods flyttetravlhed er det først og fremmest kunderne, der er i centrum. Styrelsen har i samarbejde med Bygningsstyrelsen indgået en lejekontrakt på Finsensvej 1F med NRE Real Estate A/S, der er en del af entreprenørkoncernen NRE Group A/S. 

Fra indvielsen af kontoret i Ikast oktober 2016.

Flytningen sker næsten på to-årsdagen for, at daværende erhvervsminister Troels Lund Poulsen, daværende borgmester Carsten Kissmeyer og daværende direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen, Jesper Kongstad, under festlige former indviede styrelsens nye kontor på Lene Haus Vej 21. Kontoret blev etablerede som følge af regeringens første bølge af udflytning af statslige arbejdspladser. Det drejede sig om 35 medarbejdere.

Kontakt Tom Meldtved Petersen for yderligere information om Patent- og Varemærkestyrelsens flytning til Finsensvej 1F. Telefon 43 50 80 39, email tpe@dkpto.dk