5 sjove opfindelser inspireret af Valentinsdag

Publiceret 14-02-2020
Nyhed

Valentinsdag er kærlighedsdag – og også en dag, der har inspireret mange kreative sjæle til at blive opfindere. I dagens anledning har vi gravet i patentlitteraturen og fundet 5 sjove opfindelser, der kan forsøde din Valentinsdag.

1. Alt-i-en holder

Du kender det sikkert. Det er Valentinsdag og du vil gerne glæde din udkårne med en gave, men skal du købe chokolade eller blomster? Spørger du den amerikanske opfinder, John F. Baker, vil han sikkert mene, at du ikke behøver at vælge. I 2001 fik han nemlig patent på en holder, som kan rumme alt fra vinglas til bamser og fra hjerter til chokolade. Se hans fulde idé her: US 6244554

2. En særlig æske

Chokolade må anses for at være én af de mest populære gaver på Valentinsdag. At dømme ud fra patentlitteraturen, ser det ikke ud til at være en ny tendens. Helt tilbage i 1907 indleverede den amerikanske opfinder, Harry Richter, en patentansøgning på en æske i to lag. Det nederste lag var tiltænkt chokolade, mens øverste lag skulle bruges til en Valentinsgave, som dermed var beskyttet mod at gå i stykker. Se det originale dokument her, som dengang også blev underskrevet af et vidne: US 901476

3. Et kærligt budskab

Posen med kærlighedsbudskaber er et overflødighedshorn af gode tanker. Den amerikanske opfinder, Douglas D. Lazarus, har med stor sandsynlighed villet glæde sine nærmeste med denne betænksomme opfindelse. Posen, som lukkes med et snoretræk, indeholder et kærligt budskab til modtageren hver eneste dag i et år. Ikke kun på Valentinsdag ville posen kunne skabe glæde. Opfinderen foreslog desuden, at posen kunne bruges til fødselsdage, jubilæer, mors- og farsdag samt ved sygdom. Se flere tanker bag opfindelsen her: US 2009/0136162

4. En omskiftelig blomsterbeholder

At give blomster på Valentinsdag er ikke nødvendigvis særlig opfindsomt – medmindre du har mulighed for at personliggøre dem. Den udfordring løste den amerikanske opfinder, Scott Gilbert, da han i år 2000 søgte om at få patent på en blomsterbeholder med mulighed for at tilpasse tekst og udseende efter lejligheden. Se hans mange forskellige forslag til udsmykning her: US 6505425

5. Sugerør til romantikeren

Det dobbelte sugerør er en kinesisk opfindelse, som blot to dage før Valentinsdag i 2007 blev indleveret af Shenglong Yang. Med det dobbelte sugerør er der ifølge opfinderen både mulighed for at forstærke sin kærlighed til den, man deler sugerør med og samtidig have tanke på miljøet, da der kun er behov for ét sugerør til to personer.
Læs mere om opfindelsen her: CN 201001592Y