Bee-Patch - Et flyvende væksteventyr: ”Havde jeg ikke haft patent, havde jeg aldrig fået den ordre”

Publiceret 20-10-2021

Vilje, lange arbejdsdage og benhårde prioriteringer. For iværksætter Martin Wenckens var ønsket om at få sin idé ud i verden næsten altoverskyggende, og han ville sikre sig de bedste rammer for at gøre ideen til en forretningssucces. Derfor valgte han som noget af det første at beskytte både sin opfindelse og sin virksomhed mod ulovlig kopiering.

Ejer af Bee-Patch: Martin Wenckens

Næsten med samme overraskende effekt som et bi- eller hvepsestik slog ideen ned i Martin Wenckens i 2006. Den bestod af et lindrende plaster, der reducerer smerte og hævelse forbundet med bi- og hvepsestik med op til 86% - et Bee-Patch. Med en baggrund fra medicinalindustrien, hvor patenter står højt på dagsordenen, var Martin Wenckens klar over, at det kun kunne gå for langsomt med at få lavet en patentansøgning, hvis ideen skulle realiseres.

Patent er mit eksistensgrundlag
”Produktet er groft sagt en avanceret sukkerknald, som er relativ nem at kopiere. Ofte er enkle produkter også dem, der er de bedste, men uden de relevante rettigheder er sådan et produkt meget sårbart. Hvis min idé skulle have en fremtid, var jeg fra start meget bevidst om, at patenter var afgørende for, at jeg kunne stable en forretning på benene”, siger Martin Wenckens.

Allerede inden udgangen af 2006 havde Martin Wenckens indgivet en ansøgning om dansk patent og kort tid efter søgte han et internationalt patent via EPO. Selvom ideen var enkel, var der ikke andre, der havde opfundet et lille plaster med en sukkermembran.

Læs mere om, hvordan du kan beskytte dit navn 

En investering i fremtiden

Ideen udviklede sig til virksomheden Bee-Patch. Martin Wenckens ville også sikre sig, at kopister ikke kunne lukrere på alt deres forskningsarbejde og det brand, de var i gang med at stable på benene:
”Jeg fik ret hurtigt anbefalet at registrere mit varemærke i Kina, hvor produktet produceres. Holdningen til kopiering er anderledes der, og det var vigtigt at beskytte vores virksomhed og gøre det sværere for andre at misbruge vores navn og ødelægge forretningen. Derudover har vi et registreret varemærke i Europa og USA”.

Det er en investering i fremtiden. For hvis der pludselig var et andet produkt på markedet, som var magen til mit, ville hele mit grundlag falde til jorden”.

På trods af de omkostninger, der er forbundet med at ansøge, var Martin Wenckens aldrig i tvivl om, at det var nødvendigt:
”Det er virkelig mange penge, man skal have op af lommen. Men det er en investering i fremtiden. For hvis der pludselig var et andet produkt på markedet, som var magen til mit, ville hele mit grundlag falde til jorden”.

Det får du ud af at registrere et varemærke

  • Et varemærke sikrer dit brand. Varemærket er ofte kernen i forbrugerens kendskab til din forretning. Derfor er varemærket en vigtig del af at beskytte det brand og omdømme, du opbygger hos dine kunder.
  • Varemærke kan forhindre kopister. Du kan bruge dit varemærke til at forhindre efterligninger og konkurrenter, der kopierer dit brand eller lægger sig for tæt op af det. Med et registreret varemærke står du væsentligt stærkere, hvis der opstår en konflikt.
  • Et varemærke kan give investorer sikkerhed. Hvis du ikke registrerer dit varemærke, kan du risikere at skulle trække dit produkt tilbage eller omdøbe det, fordi andre beviser, at du krænker deres rettighed. Derfor kan et registreret varemærke give investorer og forretningspartnere sikkerhed for, at deres investering er beskyttet.

Få tilskud til din varemærke- og designansøgning

IP-rettigheder er en del af strategien

Bee-Patch har i dag udvidet forretningen og har patent i både Danmark, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA. Det er bestemt ikke tilfældigt:

”Vi udvalgte nøje de lande, hvor der var størst mulighed for salg. Det er en benhård, strategisk prioritering, hvor jeg som iværksætter er nødt til at få mest muligt ud af mine penge og gøre dét, der giver ens hjertebarn de bedste muligheder for vækst. Derfor er patentering et strategisk greb, som vi løbende revurderer og tager stilling til”.

Heldigvis har Bee-Patch aldrig haft behov for at skulle håndhæve hverken deres varemærkeregistrering eller deres patentrettigheder overfor kopister. Det skyldes ifølge Martin Wenckens udelukkende, at virksomheden allerede tidligt havde styr på deres IP-rettigheder:

”Jeg er næsten sikker på, at der havde været kopieringer på markedet, hvis vi ikke havde patent. Netop fordi produktet er enkelt, og fordi det produceres i Kina, ville vi være meget udsatte, hvis vi ikke havde valgt at beskytte vores produkt og brand”.

Læs mere om, hvordan du kan beskytte din opfindelse 

”Det første de spurgte om var, om jeg havde patent”

Bee-Patch har også haft succes med at tiltrække samarbejdspartnere, bl.a. en virksomhed i både Frankrig og Tyskland, der allerede i testperioden har nidoblet virksomhedens årlige salg:

”På den lange bane spiller IP-rettigheder en enorm rolle. Sidste år startede vi et samarbejde med en større kæde, og det første de spurgte om var, om vi havde patent og i hvilke lande. Havde jeg ikke haft patent, havde jeg aldrig fået den ordre. Det nytter ikke noget, at de investerer og så kommer der et kopiprodukt året efter. Nu er vi sikret mange år frem og kan udvide salget med vores samarbejdspartner”. 

Havde jeg ikke haft patent, havde jeg aldrig fået den ordre. Det nytter ikke noget, at de investerer og så kommer der et kopiprodukt året efter.

For Bee-Patch har det tidlige fokus på rettighedsområdet givet mulighed for at være markedsførende med netop deres produkt. Derfor er de nu på 15. år fortsat i gang med en vækstrejse og udleve deres vision om, at alle børnefamilier skal være udstyret med et plaster, der hurtigt kan dulme smerten, hvis man overraskes af en stribet, stikkende skabning. 

4 fordele ved en patentansøgning

  1. En patentansøgning dokumenterer din opfindelse, og du behøver derfor ikke hemmeligholdelseserklæringer omkring patentansøgningens indhold, når du forhandler med forretningspartnere.
  2. Ansøgningen dokumenterer opfindelsestidspunktet, hvilket betyder, at den er nyhedsskadelig for senere ansøgninger, og dermed kan forhindre andre i at beskytte samme teknologi.
  3. Ansøgningen kan være et forhandlingsaktiv i samarbejdet med andre virksomheder. Samtidig kan den være et finansieringsaktiv over for bank og andre medfinansieringskilder.
  4. En ansøgning signalerer, at virksomheden er på teknologisk forkant, hvilket kan bruges i PR-sammenhæng. Du kan bruge det i markedsføring af dine produkter (forbrugerne føler sig sikre på, at de ikke køber en kopivare).

Få tilskud til dit patentansøgningsforløb