Varemærker i udlandet

Hvis du vil have dit varemærke beskyttet uden for Danmark, skal du ansøge om det. Du kan vælge forskellige løsninger, alt efter hvor i verden dit mærke skal beskyttes.

Beskyt dit varemærke i EU

Du kan beskytte dit varemærke i hele EU med én enkelt ansøgning. Processen minder i store træk om at ansøge i Danmark, men du skal indlevere ansøgningen til EU-kontoret for varemærker og design, EUIPO. Du kan godt skrive selve ansøgningen på dansk, men du skal også angive et andet sprog (engelsk, tysk, spansk, fransk eller italiensk), som bruges, fx hvis andre indvender noget mod dit varemærke.

Søg varemærke i Europa

Beskyt dit varemærke internationalt

Hvis du allerede har registreret dit varemærke i ét land, kan du videreføre det i en række lande gennem det internationale system, Madridprotokollen. Det er en enkelt ansøgning, hvor du angiver, hvilke lande ansøgningen skal dække. Ansøgningen skal følge formuleringen i den oprindelige ansøgning nøje.

Ansøgningen indleveres i det land, du allerede har registreret varemærket i. Har du fx registreret i Danmark, skal du sende din ansøgning til Patent og Varemærkestyrelsen. Ansøgningen vil blive behandlet særskilt i hvert enkelt land. Du kan altså blive godkendt i nogle lande og afvist i andre

Gå til ansøgningssiden