SiteCover bringer tørvejr til byggebranchen.
Ved hjælp af kæmpestore specielle teltkonstruktioner er det for SiteCover A/S muligt at overdække hele byggepladser. I taget på konstruktionerne kan der samtidigt køre kraner rundt, der klarer alle løfteopgaver på op til 12,5 ton.
”Det er en kæmpe fordel for en byggeproces, da du tager vejret ud af ligningen samtidig med, at du giver muligheden for at skabe fabrikslignede faciliteter på stedet, hvor der bygges.”
Det fortæller medstifter og CEO Jacob Maintz, der har en baggrund som bygningsingeniør. Sammen med smeden Claus Hansen begyndte de i 2009 at udvikle produktet og skabe muligheden for at tænke store byggeprocesser anderledes.
”Det vi kan, er der ikke andre på markedet i dag, der kan. Lige så snart du kommer indenfor, har du mulighed for at forbedre din produktivitet, skabe et bedre arbejdsmiljø og vigtigst af alt, du har et meget lavere CO2 aftryk”, fortæller Jacob Maintz.
Men at komme med nye og innovative alternativer til byggebranchen er ikke nemt, og Jacob Maintz mærker da også, hvordan de er med til at udfordre en branche, hvor man har gjort det på samme måde i mange år.
Patenter tænkt ind fra start
At SiteCover bygger på ny og innovativ idé, har virksomheden papir på. De har nemlig flere patenter, der knytter sig til SiteCovers særlige tekniske løsninger og konstruktioner.
Overvejelsen om at ansøge om patent har været der fra start, og det er der flere grunde til:
”Til at starte med var det en nysgerrighed. Det er jo den endegyldige dokumentation for, at det, du har gang i, er unikt”, fortæller Jacob Maintz og fortsætter:
”Men vi var fra start også opmærksomme på, at lige så snart, vi ville vise idéerne bag produktet, så ville vi også risikere at kompromittere muligheden for patent”.
Som så mange iværksættere var stifterne ude og fortælle om deres idé bl.a. for at finde finansiering. Her gælder det, at hvis du åbent viser din idé eller tekniske løsning frem, så betragtes den som offentliggjort, og den opfylder derfor ikke længere kravet om nyhed ved patentering. Det problem kan dog undgås ved at indlevere en patentansøgning, før du præsenterer ideen for en bredere kreds af fx mulige investorer.
Bliv klogere på rettigheder
Det er et spørgsmål, der altid bliver stillet
Den vigtigste effekt af virksomhedens patenter har indtil videre vist sig at være i forhold til at søge finansiering:
”Det er et spørgsmål, der altid bliver stillet, og som jeg svarer på med stolthed – ja, vi har patenter, og så går vi videre til at snakke om noget andet. Det er helt klart den vigtigste effekt, vores patenter har haft indtil videre. Når du skal søge finansiering, er det en boks, der skal flueben i”, forklarer Jacob Maintz.
Han anerkender samtidig, at patenter ikke altid står øverst på opgavelisten for en iværksætter:
”Det er en stor post i budgettet. Samtidig er den meget kompleks. For os har det derfor været afgørende at få hjælp af en rådgiver”.
Ønsker en international fremtid
I dag er SiteCovers primære forretning i Danmark med en voksende portefølje af store kunder. De karakteristiske hvide, store telte er da også synlige flere steder i landet.
Drømmene rækker imidlertid ud over Danmarks grænser, og virksomheden har allerede patenter i Europa og USA.
”Jeg har en forventning om, at vores patenter bliver vigtige i fremtiden. Når vi skal til at lave international udrulning, tror jeg, at de bliver altafgørende”, siger Jacob Maintz, der også påpeger, at det skaber en vis tryghed i forhold til kopister i takt med at flere og flere kender til SiteCover:
”Vi plejer at sige i investorkredsen, at hvis nogen vil lave noget, der ligner vores, så står de over for store udviklingsomkostninger og en potentiel retssag.”
Se flere cases