Formålet med de nye regler er at øge forudsigeligheden af og harmonisere designbeskyttelse i EU via medlemsstaternes nationale love. Eksempelvis vil ansøgningsprocessen blive forenklet, så ansøgere kan inkludere flere design i én ansøgning, selvom de spænder over flere Locarno-klasser (produktklasser). Det vil være til gavn for både designere, SMV’er og større virksomheder.
Udvidet definition af design og produkt
Definitionen af både ”design” og ”produkt” er udvidet i de nye regler, så et design med de nye regler blandt andet kan omfatte udseendet af produkter, der ”optræder i ikke-fysisk form”. Dermed bliver det eksempelvis muligt at beskytte udseendet af genstande i et virtuelt univers eller animationer med en designregistrering.
Designeres rettigheder ved kopiering
I forhold til den enkelte designers rettigheder, er der også sket forbedringer. Det fremgår klart af de nye regler, at det er muligt for designere at forhindre kopiering af deres design, hvis det ulovligt krænkes af 3D-printteknologier, herunder ved hjælp af kunstig intelligens, og kopieringen sker med henblik på reproduktion.
Ny reparationsklausul
Endelig er en af de større ændringer indførelsen af en reparationsklausul, som betyder at det ikke er muligt at designbeskytte reservedele, der anvendes til reparation af et sammensat produkt, så produktet får sit oprindelige udseende. Disse regler er indført for at øge konkurrencen på markedet for reservedele.
Hvis man har en eksisterende designrettighed på en reservedel, er denne allerede underlagt begrænsningen om gyldighedstid i designlovens § 23, stk. 2, men med direktivet vil beskyttelsen desuden blive udfaset, så man maksimalt kan beholde beskyttelsen til og med den 9. december 2032.
Implementering af de nye regler
Både forordningen og direktivet vil være direkte gældende i dansk ret. Forordningen er gældende fra den 1. maj 2025, og direktivet skal senest være implementeret i dansk ret den 9. december 2027. Patent- og Varemærkestyrelsen arbejder allerede nu på denne implementering.
Læs forordningen
Læs direktivet
Hvis du har spørgsmål til de nye regler for design, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Mikael Francke Ravn.