Fremtidens grønne erhvervseventyr skal også komme fra SMV’erne

Publiceret 12-11-2026

Danske virksomheder investerer tid og penge i nye produkter, men mange har begrænset kendskab til rettigheder som patent, varemærke og design. En ny kampagne fra Patent- og Varemærkestyrelsen sætter fokus på SMV’ers muligheder for at beskytte innovation og styrke deres forretning.

Næsten halvdelen af danske SMV’er og iværksættere har i dag lavt eller intet kendskab til IP-rettigheder som patent, varemærke og design. Det kan være en udfordring, når nye grønne idéer og løsninger skal omsættes til forretning. Samtidig peger det på et potentiale for, at flere virksomheder får øjnene op for mulighederne for at beskytte deres innovation.

"Danmark skal også i fremtiden leve af nye innovative løsninger, og her spiller de små og mellemstore virksomheder og deres grønne løsninger en vigtig rolle. Men innovation skaber ikke værdi i sig selv. Den skal omsættes til produkter og arbejdspladser. Her kan brugen af patenter, varemærker og designrettigheder give virksomhederne et stærkere udgangspunkt for at udvikle forretningen, tiltrække kapital og vokse på nye markeder. Derfor er det vigtigt, at flere SMV'er kender mulighederne for at beskytte deres innovation," siger Sune Stampe Sørensen, direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen.

Beskytter innovationen bag den grønne løsning

Søuld er én af de SMV’er, der har arbejdet med IP-rettigheder som en del af udviklingen af akustikmaterialer af ålegræs til byggeriet. Virksomheden har i dag flere IP-rettigheder.

"Vi har brugt betydelige ressourcer på at udvikle en løsning, der omdanner ålegræs til akustikprodukter med egenskaber, som kan anvendes i byggeriet. Derfor har det været vigtigt for os at beskytte de værdier, vi skaber. Vi tog stilling til vores rettigheder tidligt i processen, og det har givet et stærkere fundament for at udvikle forretningen. Vores patent, varemærke og design har styrket os i dialogen med samarbejdspartnere og investorer og givet os et bedre udgangspunkt, når vi skal ind på nye markeder,” siger Tobias Øhrstrøm, arkitekt og medstifter af Søuld.

Ny kampagne sætter fokus på IP-rettigheder

Patent- og Varemærkestyrelsen lancerer nu kampagnen "Beskyt, før du deler". 

Gennem danske virksomheders fortællinger skal kampagnen øge kendskabet til patent, varemærke og design og skabe opmærksomhed om betydningen af at tage stilling til rettigheder, før idéer og opfindelser deles med omverdenen.

Læs mere om kampagnen "Beskyt, før du deler" 

Fakta

  • 89 pct. af de grønne patentansøgninger kommer fra store virksomheder, mens 8 pct. kommer fra små og mellemstore virksomheder.
  • 48 pct. af de adspurgte SMV’er og iværksættere i en undersøgelse svarer, at de har lavt eller intet kendskab til patent-, varemærke- og designrettigheder. Heraf har 28 pct. et lavt kendskab, mens 20 pct. slet ikke kender til rettighederne.
  • Blandt virksomheder med mindst én registreret IP-rettighed oplever 69 pct. styrkede langsigtede forretningsudsigter. 29 pct. oplever nye muligheder for samarbejde, mens 24 pct. oplever øget omsætning.
  • Patent- og Varemærkestyrelsens kampagne "Beskyt, før du deler" sætter fokus på patent-, varemærke- og designrettigheder.
  • Kampagnen er finansieret af EUIPO, Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret.

Læs mere i analyserne:

Undersøgelse af danske virksomheders brug af og kendskab til immaterielle rettigheder 
Patenter i den grønne omstilling 

Læs også: