Næsten halvdelen af danske SMV’er og iværksættere har i dag lavt eller intet kendskab til IP-rettigheder som patent, varemærke og design. Det kan være en udfordring, når nye grønne idéer og løsninger skal omsættes til forretning. Samtidig peger det på et potentiale for, at flere virksomheder får øjnene op for mulighederne for at beskytte deres innovation.
"Danmark skal også i fremtiden leve af nye innovative løsninger, og her spiller de små og mellemstore virksomheder og deres grønne løsninger en vigtig rolle. Men innovation skaber ikke værdi i sig selv. Den skal omsættes til produkter og arbejdspladser. Her kan brugen af patenter, varemærker og designrettigheder give virksomhederne et stærkere udgangspunkt for at udvikle forretningen, tiltrække kapital og vokse på nye markeder. Derfor er det vigtigt, at flere SMV'er kender mulighederne for at beskytte deres innovation," siger Sune Stampe Sørensen, direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen.
Beskytter innovationen bag den grønne løsning
Søuld er én af de SMV’er, der har arbejdet med IP-rettigheder som en del af udviklingen af akustikmaterialer af ålegræs til byggeriet. Virksomheden har i dag flere IP-rettigheder.
"Vi har brugt betydelige ressourcer på at udvikle en løsning, der omdanner ålegræs til akustikprodukter med egenskaber, som kan anvendes i byggeriet. Derfor har det været vigtigt for os at beskytte de værdier, vi skaber. Vi tog stilling til vores rettigheder tidligt i processen, og det har givet et stærkere fundament for at udvikle forretningen. Vores patent, varemærke og design har styrket os i dialogen med samarbejdspartnere og investorer og givet os et bedre udgangspunkt, når vi skal ind på nye markeder,” siger Tobias Øhrstrøm, arkitekt og medstifter af Søuld.
Ny kampagne sætter fokus på IP-rettigheder
Patent- og Varemærkestyrelsen lancerer nu kampagnen "Beskyt, før du deler".
Gennem danske virksomheders fortællinger skal kampagnen øge kendskabet til patent, varemærke og design og skabe opmærksomhed om betydningen af at tage stilling til rettigheder, før idéer og opfindelser deles med omverdenen.

