Under deres arbejde med at designe fødestuer på et større dansk hospital mødte de to designere, Rie Maktabi og Monika Havnø, igen og igen forældre, der kæmpede med amning og flaskegivning.
“Det motiverede os til at tænke: Det kan da ikke være rigtigt, det må vi gøre noget ved,” fortæller Rie Maktabi.
Det blev starten på et intensivt udviklingsforløb med skitser, prototyper og nye designgreb, udviklet i tæt samarbejde med dem, der i sidste ende skulle bruge flasken:
“Vi spurgte en masse forældre og sundhedsfaglige: Hvad skal flasken kunne? Flasken skulle efterligne det langsomme flow fra et bryst, kunne ligge tæt mod kroppen og bevare den naturlige ammestilling og intimitet. Men da vi præsenterede ønskerne for ingeniørerne, lød beskeden, at teknologien slet ikke fandtes,” fortæller Monika Havnø, og fortsætter:
“Men en nat vågnede jeg med en idé til, hvordan det kunne løses.”
Hun stod op, fandt en tom sodavandsflaske, skar den op og byggede den første prototype ved køkkenbordet - midt om natten. Prototypen blev afsættet for udviklingen af det ventil- og flowsystem, der i dag er fundamentet i Carammas sutteflasker.
Patentet som strategisk løftestang
For at beskytte idéen og dokumentere, at teknologien faktisk var ny, blev et patent det naturlige næste skridt:
"Vi havde jo brugt år på at udvikle en teknologi, der ikke fandtes," fortæller Monika Havnø med et smil, og Rie Maktabi supplerer:
"Det at få et patent og kunne kalde sig selv opfinder er en ret stor anerkendelse."
Patentet er siden blevet et centralt strategisk aktiv. Over for investorer kan de dokumentere, at teknologien er ny og beskyttet mod blandt andet kopiering, og de to co-foundere er enige i, at det styrker mulighederne for at udvikle virksomheden og løfte den til næste niveau.
Varemærket baner vejen for global vækst
Udover patentet har de to co-foundere også registreret virksomhedens navn som varemærke. Men det var ikke uden omveje.
De havde først indsendt en varemærkeansøgning, men da de fik at vide, at navnet ville skabe udfordringer på det amerikanske marked, trak de ansøgningen tilbage, brainstormede igen og endte med Caramma i stedet.
“Varemærket giver os en stærk og stabil position, især på internationale markeder,” fortæller Rie Maktabi.
Klar til nye markeder - med rettigheder i ryggen
Med et patent til at beskytte teknologien og et varemærke til at sikre brandet er Caramma klar til at træde ind på nye markeder og indgå langsigtede partnerskaber.
“Nu skal vi ud og opbygge både brand og troværdighed - og vi glæder os til at tage Caramma med ud i verden,” siger Rie Maktabi