Drop kopivarerne, vælg ægte

Kopivarer ligner ofte den ægte vare, men der er alligevel større forskel, end man skulle tro. Hvis du køber kopivarer, kan du bl.a. risikere at spilde dine penge, at udsætte dig selv for skadelig kemi og at støtte organiseret kriminalitet.

Mange unge kender ikke de risici, der er ved køb af kopivarer. Gør du heller ikke?

Se denne kampagnevideo, vi har lavet i samarbejde med Martin Johannes Larsen. Den viser nogle af de farer, du risikerer at udsætte dig for, hvis du køber kopivarer. 

Køber du kopivarer, risikerer du at

For producenter af falske varer er det profitten, der tæller. De bruger gerne billige, men sundhedsskadelige stoffer. Kopister behøver ikke at tænke på deres omdømme eller kvalitet, da det er originalproducenterne og forbrugerne, som lider skade.

Sammenhængen mellem kopivarer og organiseret kriminalitet er veldokumenteret. Ved køb af kopivarer risikerer du at støtte kriminelle organisationer, som også kan være involveret i fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse, hvidvask, skatteunddragelse og menneskehandel.

Sælgere af falske varer handler i udgangspunktet kriminelt. Desuden aner du ikke, hvilken vare du får – eller om dine rettigheder som forbruger overholdes. Du skal også være opmærksom på, at kopivarer kan blive destrueret efter toldkontrol.

Du risikerer at få stjålet og misbrugt dine kreditkortoplysninger eller at få virus/malware på computeren, hvis du køber falske varer på nettet.

Kopivarer produceres ofte ”sort” og uden kontrol af arbejdsforhold og hygiejne. Det sætter arbejdskraften i en sårbar situation og øger risikoen for udnyttelse.

Kopivarer betyder enorme indtægtstab for de innovative virksomheder – og færre arbejdspladser. Det er unfair konkurrence, når kopister stjæler andres idéer.

Tips til at spotte kopivarer

Seriøse netbutikker vil typisk gerne udfolde fortællingen om deres virksomhed på ”om os”-siden. Mangler den fortælling, kan det være et tegn på, at der er tale om en ”fupbutik”. Tjek også om webshoppens kontaktoplysninger er mangelfulde eller mistænkelige.

Mange fupbutikker er maskinoversat. Det giver tit et dårligt sprog med underlige sprogfejl eller skæve priser som fx DKK 361,87. Det kan være et tegn på, at hjemmesiden sælger kopivarer.

Overvej, om prisen er realistisk, hvis en designervare sælges vanvittigt billigt. Det kan være et tegn på, at der er ugler i mosen, og varen ikke er ægte. Designervarer er sjældent på tilbud til dumping-priser.

Tager du dig selv i at tænke; ”det var da en pudsig webadresse”, så bør du undersøge hjemmesiden lidt nærmere. Nogle fupbutikker har fx overtaget en gammel webadresse, som slet ikke har noget at gøre med den type varer, som hjemmesiden sælger.

Har andre oplevet at modtage kopivarer fra netbutikken? Ofte finder du nyttig information om andres erfaringer med netbutikken via diverse anmeldelsesordninger på internettet.

Det er normalt mest sikkert at betale med et internationalt betalings- eller kreditkort, hvor du indtaster kortnummer og udløbsdato. Så kan du forsøge at få pengene igen via din bank, hvis du modtager en kopivare, eller varen aldrig dukker op.

Martin Johannes Larsen gider ikke kopivarer. Gør du heller ikke?

Tak til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), som har finansieret kampagnen.