Indien gearer op for at tiltrække internationale investeringer

Publiceret 14-11-2019

Bedre forretningsvilkår og beskyttelse af immaterielle rettigheder skaber nye muligheder for dansk erhvervsliv.

En erhvervsvenlig regering og omfattende erhvervsreformer skal for alvor skubbe gang i den indiske økonomi. Målet er at øge økonomisk vækst, skabe flere job og tiltrække udenlandske investeringer.


Og noget ser ud til at virke. Indien er for tredje år i træk sprunget op ad listen over forretningsvilkår, den såkaldte ”ease of doing business”-opgørelse, som gennemføres af Verdensbanken og dækker 190 lande. Indien er nu nr. 63 på listen – et spring på 37 pladser på blot to år og i alt 79 pladser siden den nuværende regering påbegyndte sit reformprogram i 2014.

”Det indiske marked har enormt potentiale for danske virksomheder, særligt inden for vand, grøn energi, fødevarer og medicinalindustrien. Vi ved, at bedre rettighedsbeskyttelse er en grundforudsætning for, at det potentiale kan omsættes til reelle eksportmuligheder,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Han peger på, at den danske eksport til Indien stadig er nødlidende og burde være på et helt anderledes højere niveau. Indien er på vej til at blive en af verdens største økonomier og forventes om få år at overgå Kina som verdens mest folkerige nation. Alligevel beløb den danske eksport til Indien sig i 2017 til 3,17 mia. kroner, mens eksporten til Kina beløb sig til 29,86 mia. kroner.

Reformer og digitalisering skaber bedre rammevilkår
Nogle af indsatserne som den indiske regering har fokuseret på er strømlining af bureaukratiske processer, øget gennemsigtighed og øget fokus på beskyttelse af immaterielle rettigheder som patenter og varemærker. 

Siden 2016 har regeringen eksempelvis gjort en stor indsats for at forbedre rammevilkårene for, at indiske og udenlandske virksomheder kan opnå beskyttelse af immaterielle rettigheder. Det er konkret sket gennem en digitalisering og flere ansatte i landets kontorer med ansvar for immaterielle rettigheder.

På trods af store fremskridt er Indien dog stadig i den forholdsvist tunge ende i forhold til de øvrige BRIK-lande – nemlig Brasilien, Rusland, Indien og Kina.  På "ease of doing business"-listen er Rusland nr. 28, Kina er nr. 31, Indien er nr. 63, mens Brasilien er nr. 124.

Samarbejde skal fjerne eksportbarrierer
Patent- og Varemærkestyrelsen har indgået et samarbejde med Udenrigsministeriet om at gennemføre et strategisk sektorsamarbejde i Indien inden for immaterielle rettigheder.

”Når Danmark ønsker at understøtte beskyttelsen af immaterielle rettigheder i Indien, skyldes det, at det er en vindersag for begge lande. Det styrker den bæredygtige økonomiske udvikling i Indien, ligesom det bidrager til, at danske virksomheder trygt kan eksportere deres produkter og ydelser til landet,” forklarer Sune Stampe Sørensen.

Danske eksperter fra Patent- og Varemærkestyrelsen vil samarbejde med den indiske søstermyndighed og udveksle erfaringer med international ”best practice” inden for beskyttelse og håndhævelse af patenter, varemærker og design.

En dedikeret sektorrådgiver for immaterielle rettigheder har siden september 2019 været ansat på den Danske Ambassade i New Delhi for at forberede det tekniske samarbejde mellem Indien og Danmark.

Det treårige samarbejde med de indiske myndigheder forventes påbegyndt i foråret 2020.