Patent- og Varemærkestyrelsen lancerer landsdækkende kampagne

Publiceret 31-10-2019
Nyhed

For få virksomheder beskytter deres idéer mod kopister, og det koster på deres bundlinje.

Kampagnebillede

 

Kun 1 ud af 10 iværksættere samt små og mellemstore virksomheder (SMV’er) beskytter deres idéer og opfindelser i form af et patent eller varemærke. Det viser en fælles undersøgelse fra den europæiske patent myndighed, EPO, og det europæiske varemærkekontor, EUIPO. Dermed er de ikke alene lette ofre for kopister, de går også glip af muligheden for hurtigere vækst.   

 

Patent- og Varemærkestyrelsen har derfor lanceret en ny landsdækkende kampagne, der skal få flere iværksættere samt små og mellemstore virksomheder til at beskytte deres idéer med et patent, varemærke eller designrettighed.  

 

”Danske virksomheder er blandt verdens mest innovative, og det gør dem samtidig sårbare overfor kopister. Det er ærgerligt, hvis andre løber med den idé, de har brugt år og mange ressourcer på at udvikle. Derfor er det essentielt, at flere små og mellemstore virksomheder gør brug af patenter og varemærkerettigheder, så de får fuld værdi af deres opfindelser,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen.  

 

Hovedelementet i kampagnen er en film med titlen: Lydløs lynlås. Den kan du se her: 

 

 

 

Filmen leder seeren ind på et kampagnesite: Lydløslynlås.dk, hvor man kan finde mere information og se to film om henholdsvis lakrids-iværksætteren Johan Bülow og vandteknologivirksomheden Aquaporin. 

Kampagnen vil køre på LinkedIn, Facebook, Instagram og Youtube.