DesignEuropa-prisuddelingen arrangeres i år af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i samarbejde med de hollandske patentmyndigheder. Prisuddelingen er en anerkendelse af den fremragende indsats, der ydes inden for design og designstyring af indehavere af registrerede EF-design, hvad enten de er individuelle rettighedshavere eller små eller store virksomheder. Det registrerede EF-design er et fælles system for intellektuel ejendomsret, der er gyldigt i alle 28 EU-medlemsstater og forvaltes af EUIPO.
Det er nu indtil den 8. maj 2020 muligt at nominere kandidater. Kategorierne for nomineringen er følgende:
- Industri: Kategorien dækker designs, der ejes af virksomheder med mere end 50 ansatte og over 10 mio. EUR i omsætning.
- Små og nye virksomheder: Kategorien dækker designs, der ejes af virksomheder, der enten har mindre end 50 ansatte og mindre end 10 mio. EUR i omsætning eller blev oprettet efter 1. januar 2016, uanset størrelse.
- Lifetime Achievement Award: Kategorien dækker individuelle designere, der i løbet af karrieren har haft en særlig indflydelse på markedet for designs.
Prisoverrækkelsen forventes fortsat at blive afholdt i Eindhoven, Holland, den 20. oktober 2020 i samarbejde med Dutch Ministry of Economic Affairs and Climate Policy samt Benelux Office for Intellectual Property.
Du kan læse mere om kategorierne, processen for nominering og selve prisoverrækkelsen på www.designeuropaawards.eu