Du kan stadig nominere kandidater til DesignEuropa Awards 2020

Publiceret 06-02-2020

EUIPO har lanceret den tredje udgave af det prestigefyldte DesignEuropa Awards. Indtil den 20. april 2020 er det muligt at nominere kandidater til DesignEuropa Awards 2020.

I 2018 triumferede den danske virksomhed Marcus Pedersen ved DesignEuropa-prisuddelingen i Warszawa. Den nordjyske virksomhed fra Nørresundby blev kåret som vinder i kategorien ”små og nye virksomheder” med sit produkt Air.Go 2.0. Nu gør EUIPO klar til dette års DesignEuropa Awards, hvor det igen er muligt at indstille danske virksomheder til den europæiske prisoverrækkelse.

DesignEuropa-prisuddelingen arrangeres i år af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i samarbejde med de hollandske patentmyndigheder. Prisuddelingen er en anerkendelse af den fremragende indsats, der ydes inden for design og designstyring af indehavere af registrerede EF-design, hvad enten de er individuelle rettighedshavere eller små eller store virksomheder. Det registrerede EF-design er et fælles system for intellektuel ejendomsret, der er gyldigt i alle 28 EU-medlemsstater og forvaltes af EUIPO.

Det er muligt at nominere kandidater inden for følgende kategorier:

  • Industri: Kategorien dækker designs, der ejes af virksomheder med mere end 50 ansatte og over 10 mio. EUR i omsætning.
  • Små og nye virksomheder: Kategorien dækker designs, der ejes af virksomheder, der enten har mindre end 50 ansatte og mindre end 10 mio. EUR i omsætning eller blev oprettet efter 1. januar 2016, uanset størrelse.
  • Lifetime Achievement Award: Kategorien dækker individuelle designere, der i løbet af karrieren har haft en særlig indflydelse på markedet for designs.

Prisoverrækkelsen afholdes i Eindhoven, Holland, den 20. oktober 2020 i samarbejde med Dutch Ministry of Economic Affairs and Climate Policy samt Benelux Office for Intellectual Property.

Du kan læse mere om kategorierne, processen for nominering og selve prisoverrækkelsen på www.designeuropaawards.eu