Ny generaldirektør skal sætte rammerne for verdenshandlen

Publiceret 23-01-2020
Pressemeddelelse Nyhed

World Intellectual Property Organization (WIPO) udpeger i maj 2020 en ny generaldirektør, der kommer til at spille en betydningsfuld rolle i det internationale arbejde med virksomheders immaterielle rettigheder. Derfor udspiller der sig i disse dage et intensivt forløb for at sikre den rigtige kandidat.

Copyright: WIPO. Photo: Emmanuel Berrod.

Efter 12 år på posten stopper australske Francis Gurry til september som generaldirektør for FN-organisationen World Intellectual Property Organization (WIPO). Der skal derfor i år udpeges en ny kandidat til stillingen, som kan sætte en klar vision for det internationale arbejde med immaterielle rettigheder, så som patenter og varemærker.

”Det er en betydningsfuld post, der skal besættes. Patenter og varemærker er væsentlige aktiver i en moderne økonomi, fordi de giver en eneret til at sælge det produkt, en virksomhed har brugt mange ressourcer på at opfinde. Nye beslutninger om hvordan rettighedssystemet skal indrettes, kan få stor betydning for virksomhedernes eksport og vækst, også i Danmark,” siger Anne Rejnhold Jørgensen, kontorchef for Politik, Jura og Internationale Projekter i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Hun peger på, at der er visse kompetencer, som den kommende generaldirektør med fordel kan besidde for at lykkes i stillingen.

”Generaldirektøren udformer de fremadrettede strategiske planer for organisationens internationale arbejde med immaterielle rettigheder. Det er derfor væsentligt, at den nye generaldirektør har en klar vision og kan navigere i en international medlemsdrevet organisation. Der er behov for en kandidat med demonstrerede stærke lederevner,” siger Anne Rejnhold Jørgensen.


Kandidater til posten
Hvilken kandidat Danmark skal støtte besluttes af den danske regering. Patent- og Varemærkestyrelsen dækker på vegne af Danmark valgprocessen. 

De nominerede kandidater er følgende i alfabetisk orden:

  •          Prof. Adebambo Adewopo (Nigeria)
  •          Mr. Marco Matías Alemán (Columbia)
  •          Ms. Wang Binying (Kina)
  •          Dr. Edward Kwakwa (Ghana)
  •          Mr. Kenichiro Natsume (Japan)
  •          Dr. Dámaso Pardo (Argentina)
  •          Mr. Ivo Gagliuffi Piercechi (Peru)
  •          Mr. Daren Tang (Singapore)
  •          Ms. Saule Tlevlessova (Kazakhstan)

 
Afstemningen foregår i WIPO's såkaldte Koordinationskomite i dagene 4.-6. marts 2020. Valget af kandidat bliver endeligt konfirmeret på en ekstraordinær generalforsamling den 7.-8. maj 2020.

Om WIPO
World Intellectual Property Organization (WIPO)er FN’s specialorganisation for intellektuelle ejendomsrettigheder. WIPO er en international organisation, der administrerer og udvikler de internationale konventioner og aftaler inden for immaterialret. WIPO står blandt andet for behandling af konkrete ansøgninger, politikudvikling, formidling af information på området og samarbejder inden for immaterielle rettigheder. WIPO blev etableret i 1967 og er selvfinansieret.