European Patent Office: Medlemslandene drøfter samarbejde og COVID-19

Publiceret 15-05-2020

Det årlige møde mellem EPO’s medlemslande blev for første gang afholdt som et virtuelt møde. På mødet blev der diskuteret samarbejde og COVID-19.

PR-foto: EPO

Repræsentanter fra EPO-medlemslandene og to fremtidige medlemslande drøftede på dette års møde deres samarbejde, og hvordan medlemslandene bedst kan hjælpe Europas mange innovatører under den aktuelle corona-krise.

Patent- og Varemærkestyrelsen var med på mødet, hvor især samarbejde i en tid med uforudsete udfordringer blev drøftet.

”Vores udgangspunkt i drøftelserne var ikke overraskende den alvorlige situation, vi alle befinder os i lige nu med COVID-19. Et af de punkter, som vi blandt andet kom omkring, var, hvordan patenter og IP-intensive industrier kommer til at spille en central rolle i Europas genopretning. Både i forhold til jobskabelse, øget eksport mv. Vi var desuden hver især – medlemslandene i mellem – også meget interesseret i at lære af hinandens erfaringer i forhold til COVID-19,” siger Christina Klingenberg, patentchef hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

Dette års møde fokuserede på to emner: Forslaget til en ny EPO-ramme for samarbejdet med medlemslandene, samt at dele kontorernes erfaringer i forhold at sikre forretningskontinuitet under COVID-19-pandemien.

På sidstnævnte session præsenterede EPO organisationens egne corona-relaterede foranstaltninger samt de potentielle områder, hvor Europas patentkontorer med fordel kunne samarbejde. Der var især enighed om det presserende behov for at formulere, hvordan patentsystemet kan understøtte processen med en genetablering i Europa efter coronakrisen.

Flere nationale kontorer fortalte herudover om nylige nationale tendenser inden for ansøgninger, samt hvilke tiltag de selv har gennemført.