Den fælles europæiske patentdomstol: Den tyske forfatningsdomstol har afsagt sin afgørelse

Publiceret 20-03-2020

Den tyske forfatningsdomstol har netop afsagt sin afgørelse i sagen, der vedrører den tyske ratificering af aftalen om Den fælles europæiske patentdomstol (UPC).

Den tyske forfatningsdomstol har erklæret den tyske ’The Act of Approval to the Agreement on a Unified Patent Court’, der skulle bane vej for den tyske ratificering af UPC, for ugyldig. 

Da danskerne i maj 2014 stemte for at blive en del af Den fælles europæiske patentdomstol, var det med udsigt til en ikrafttrædelse af domstolen det efterfølgende år. Så hurtigt kom det ikke til at gå blandt andet fordi, at landene efterfølgende skulle igennem nationale processer med henblik på at ratificere aftalen. Senere modtog den tyske forfatningsdomstol en klage om, at proceduren for vedtagelsen af Den Fælles Patentdomstol i Bundestag var i strid med den tyske forfatning. En klage, der potentielt kunne forsinke den tyske ratificering af patentdomstolen.

I dag er den tyske forfatningsdomstol nået til en afgørelse i sagen om Den fælles europæiske patentdomstol, og forfatningsdomstolen har afgjort, at den tyske ’The Act of Approval to the Agreement on a Unified Patent Court’ er ugyldig, da det flertal der var nødvendig for vedtagelsen i Bundestag ikke var til stede under afstemningen.

”Klagen har været afgørende for Den fælles europæiske patentdomstols fremtid, som har haft mange tilbageslag de sidste år. Med dagens afgørelse er vi desværre gået et stort skridt tilbage i ratificeringen af Den fælles europæiske patentdomstol, og vi vil nu se ind i afgørelsens betydning for patentdomstolens realisering,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

Læs mere om afgørelsen her.