Fem danske opfindelser, der er endt som globale succeser

Publiceret 21-04-2021

I anledning af World Creativity and Innovation Day har vi set nærmere på nogle af de innovative, danske opfindelser, der har udviklet sig til globale succeser.

Stå stærkere med IP-beskyttelse

Opfindelser står stærkere med IP-beskyttelse, og en idé er først for alvor noget værd, når rettighederne er på plads og bringes aktivt i spil. Uden enten patent, varemærke eller designbeskyttelse står din virksomhed altså ikke nær så stærkt, og du risikerer at blive et let offer for kopister, og måske også at gå glip af muligheden for hurtigere vækst.

Vi ser her nærmere på fem opfindelser, der var så skelsættende, at de stadig anvendes på verdensplan den dag i dag.

1. Carlsbergs gær (Emil Christian Hansen, 1870'erne). Hansen udviklede en måde at producere rent gær (Saccharomyces Carlsbergensis). Dette gær bruges endnu i dag til fremstilling af pilsner-øl, ikke kun på Carlsberg, men i hele verden.

2. Tørbatteriet (Wilhelm Hellesen, 1880'erne). Hellesen opfandt en måde at gøre væsken sej, så batteriet let kunne transporteres og bevæges. Han grundlagde i 1887 batterifabrikken Hellesen. Virksomheden blev i 1992 overtaget af Duracell.

3. Højttaleren (Peter L. Jensen, 1915). Jensen havde i sin unge dage været medarbejder hos den store danske opfinder Valdemar Poulsen og var med til de første eksperimenter med trådløs telefoni i 1907. Et årti efter opfandt Peter sammen med en amerikansk medopfinder det elektrodynamiske højttalerprincip.

4. Legoklodsen (Udviklet af Lego-virksomhedens kreative afdeling under ledelse af Godtfred Kirk Christiansen, 1950'erne). Det særlige er ikke selve klodsen, men den måde klodserne hænger sammen på.

5. Fiberskopet (Holger Møller Hansen, 1951). Et instrument der kan overføre billeder direkte til øjet ved hjælp af optiske fibre - det kaldes i dag et endoskop. Hansen fik ikke patent på sin løsning, det fik til gengæld japanske Olympus på deres løsning, 20 år senere. 

Hvorfor fejrer vi World Creativity and Innovation Day?

World Creativity and Innovation Day (WCID) er en global FN-dag, som markeres hvert år den 21. april. Formålet med dagen er bl.a. at sætte fokus på, at kreativitet, innovation og entreprenørskab er med til at sikre et stærkt fundament for økonomisk vækst og jobskabelse. WCID blev oprettet med støtte fra 80 lande og blev første gang afholdt den 21. april 2018.
 

I tvivl om, hvilken rettighed, der passer til din idé?

Hvis du som iværksætter eller lille virksomhed har svært at finde ud af, hvilken rettighed, der passer til din ide, kan du tage vores test. Den tager kun to minutter og du røber ingen hemmeligheder om din idé.
 

Kundeservice sidder klar til at hjælpe dig med at beskytte dine idéer

Ring til kundeservice på 43 50 83 01

Telefonerne er åbne mandag til torsdag fra kl 9-16, og fredag fra kl 9-15.

Skriv til os Nyhedsbrev for iværksættere