European Inventor Award: Indstil din kandidat til at blive årets opfinder

Publiceret 22-09-2021

Den 1. oktober udløber fristen for at indstille kandidater til European Inventor Award og vinde den prestigefyldte pris som årets opfinder.

Opløbet til at finde vinderen af den mest prestigefyldte pris inden for opfindelser er skudt i gang. Du har mulighed for at indstille kandidater til European Inventor Award 2022. Men skynd dig, det er nemlig ved at være sidste chance for at indgive din indstilling. Deadline er 1. oktober 2021.

Ny kategori for de unge

Den årlige opfinderpris, som uddeles på 16. år, uddeles til de opfindere, der har formået at skabe banebrydende løsninger, der tilgodeser teknologi, samfund og økonomisk vækst. 

Som noget helt nyt er der lavet en kategori til de yngre generationer: Young Inventors Prize.  De unge opfindere spiller en kæmpe rolle i udformningen af vores fælles fremtid. Er du under 30 år, så skynd dig at nominere din opfindelse og få mulighed for at dele den med resten af Europa.

Dansk-italiensk finalist:

Italienske Marco Donolato blev sidste år nomineret i kategorien ’Research’ sammen med Mikkel Fougt Hansen (tidligere forsker ved DTU) og Paolo Vavassori fra CIC nanoGUNE i Spanien. Donolato, der er bosat i Danmark, er sammen med sit team nomineret, fordi de har opfundet en test, der kan fortælle, om en patient har været eller er smittet med denguefeber.
Du kan både nominere dig selv eller en anden kandidat, der har formået at skabe en unik opfindelse. 

Nominer din opfindelse eller én, du kender

De øvrige kategorier er:

  • Bedste opfinder i små og mellemstore virksomheder
  • Bedste opfinder i ikke-europæiske virksomheder
  • Bedste opfinder i industribranchen
  • Bedste opfinder i kategorien research