Råd fra iværksætter og investor Stine Mølgaard Sørensen: Det kan du gøre for at blive first-mover

Publiceret 13-06-2022

Et patent eller varemærke kan i nogle tilfælde have afgørende indflydelse på om en investor ser potentialet i en ung startup. Uanset om din virksomhed er beskyttet fra starten eller ej, er det vigtigste for iværksætter og investor Stine Mølgaard Sørensen, at du viser, at du har gjort dig nogle overvejelser om din plads på markedet.

Stine Mølgaard Sørensen

”Vi er de eneste i verden, der laver det her.” Et udsagn som Stine Mølgaard Sørensen har hørt fra håbefulde start ups mange gange og noget hun selv som iværksætter rigtig gerne ville kunne bryste sig af. Men udsagnet kan lyde hult, hvis ikke der ligger yderligere overvejelser bag, eller hvis man ved lidt research, kan finde andre, der laver det samme. Hun peger på, at en bevidsthed om immaterielle rettigheder, konkurrentanalyser, og generel research kan hjælpe dig med at blive skarpere på din unikke position i markedet:

”Immaterielle rettigheder behøver ikke altid at være det rigtige for en ung virksomhed, men når du tager stilling, viser du, at du har gjort dig nogle overvejelser om det marked, du gerne vil ind på. I processen bliver du med al sandsynlighed klogere på din egen position. En viden, der kan være afgørende at have med, når du pitcher din idé”.

Tag testen: Hvilken immateriel rettighed er relevant for dig?

Stine Mølgaard Sørensen er både med til at vurdere hvilke startups, der skal have offentlige midler gennem Innovationsfondens Innoboosters Paneludvalg, og samtidig investerer hun også privat. I opstartsfasen er der for en start up nogle ret enkle muligheder, som hun selv har gjort brug af som iværksætter:

”Vi fik både lavet en nyhedsundersøgelse og en freedom-to-operate-søgning, der kan være relevant, hvis du overvejer at gå patent-vejen. De vi startede Radiobotics var det i hvert fald med til at give os viden om markedet og den teknologi, der allerede er udviklet, og hvordan vi placerede os i forhold til dette. Det er klart en anbefaling, jeg vil give videre til andre startups, så man med selvsikkerhed og stor troværdighed ved, hvor unik man reelt er. På samme måde er det, når man kigger på varemærket. Her kan du bl.a. gennem en dialogsøgning få viden om markedet, potentielle konkurrenter, og hvordan du kan differentiere dig”.

At idéen er ny, er nemlig af stor betydning for Stine Mølgaard Sørensen:

”Som startup vil man naturligvis gerne stå stærkt når det kommer til innovationshøjden, og at det, man laver, er unikt. Derfor kan det være ret afgørende, at du kan tage ejerskab på at være first-mover, hvis du siger, at du er det. Her kan det hjælpe startups, hvis de allerede har stillet sig nogle af de spørgsmål, der er en naturlig del af at forholde sig til IP-rettigheder, og så i øvrigt har gjort sig overvejelser over, hvad det betyder for den fremadrettede strategi, siger hun.

Det er dog vigtigt for Stine Mølgaard Sørensen at understrege, at der sagtens kan være plads i markedet, selvom der allerede findes lignende løsninger, men ”så skal det bare være andre ting, man som start up vælger at fremhæve i forhold til at differentiere sig på markedet,” siger hun.

Få flere investor-råd

Læs mere om Stine Mølgaard Sørensen