Ny kampagne målrettet unge stiller skarpt på de alvorlige konsekvenser ved kopivarer

Publiceret 12-06-2024

Online produktkataloger med links til kopivarer spredes blandt unge på digitale og sociale medier. Det er en bekymrende tendens, lyder det fra Patent- og Varemærkestyrelsen, der med en ny kampagne sætter fokus på de skadelige konsekvenser ved kopivarer.

Barbara Suhr-Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen

Danske unge mellem 15 og 24 år køber flere kopivarer end gennemsnittet blandt deres jævnaldrende i EU.

De seneste tal viser, at næsten hver tredje unge dansker, 29 procent, bevidst har købt kopivarer. Til sammenligning er gennemsnittet blandt EU’s unge 26 procent. Det viser den seneste undersøgelse fra den europæiske varemærkeorganisation, EUIPO.

Samtidig har digitale medier gjort det lettere at sprede viden om kopivarer. I dag bliver såkaldte spreadsheets delt blandt unge på de sociale medier. Spreadsheets er online regneark, der bl.a. kan bruges som produktkataloger med links til hjemmesider, som ulovligt forhandler kopivarer fx i form af falske sneakers, tøj, solbriller, elektronik og kosmetik.

“Det er bekymrende, at danske unge ikke alene køber flere kopivarer end EU-gennemsnittet, men også, at vi ser en systematik i anbefalinger af kopivarer på digitale medier og platforme. Det er vigtigt at øge unges bevidsthed om de negative konsekvenser af kopivarehandlen. Kopivarer kan både være farlige for forbrugernes sikkerhed og sundhed. Derudover skader kopivarer vores samfund, da de koster tusindvis af danske arbejdspladser og mistet omsætning hos virksomhederne”, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.

“Det er bekymrende, at danske unge ikke alene køber flere kopivarer end EU-gennemsnittet, men også, at vi ser en systematik i anbefalinger af kopivarer på digitale medier og platforme."

Viden kan forhindre køb af kopivarer

”De fedeste reps”, ”Seje dupes”, ”Et fund af en replika…”.  De unge bruger forskellige slangudtryk, som dækker over, at der er tale om kopier af de ægte varer. Markedet for kopivarer er i konstant forandring, hvor nye måder at dele viden på løbende opstår. Fx gennem de såkaldte spreadsheets, der bliver brugt som online produktkataloger for ’reps’ og ’dupes´, og som deles i forskellige grupper på de sociale medier.

Det er en rigtig uheldig udvikling ifølge Patent- og Varemærkestyrelsen, der netop har lanceret en ny kampagne målrettet unge mellem 18 og 24 år, og som skal gøre opmærksom på de alvorlige konsekvenser ved køb af kopivarer:

”Udover at handlen med kopivarer er en trussel mod innovative danske virksomheder, så understøtter handlen med kopivarer ofte organiserede kriminelle grupper, der også kan være involveret i andre former for alvorlig kriminalitet - fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse, hvidvask, skatteunddragelse og menneskehandel. Desuden kan der være alvorlige sundheds- og sikkerhedsmæssige farer forbundet med kopivarer”, siger Barbara Suhr-Jessen, der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Den seneste undersøgelse fra EUIPO om forbrugernes adfærd i forhold til kopivarer peger på, at mere viden om de skadelige konsekvenser kan mindske forbrugernes efterspørgsel efter kopivarer. Det gælder fx viden om de sundheds- og sikkerhedsmæssige risici og negative konsekvenser for jobs og samfundsøkonomien. Og det er der fokus på i den nye kampagne:

”Der er en del undersøgelser, som giver indsigter i forbrugernes og de unges adfærd og motivation, og som hjælper os i vores oplysningsarbejde. Og der er absolut fortsat behov for at føre meningsfulde samtaler med de unge om konsekvenserne ved køb af kopivarer – både for den enkelte og for samfundet,” siger Barbara Suhr-Jessen, der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Patent- og Varemærkestyrelsen understreger, at de kriminelle bagmænds salg af forfalskede produkter ikke længere kun omfatter luksusvarer som tasker, ure og solbriller. I dag forfalskes nærmest alle typer af produkter – fx også kosmetik, legetøj, sportsudstyr, lægemidler samt reservedele til biler og elektronik.

Om kampagnen

Kampagnens primære målgruppe er unge mellem 18-24 år, der bevidst køber kopivarer online. På sociale medier skabes opmærksomhed om ’Danmarks Bedste Spreadsheet’, der umiddelbart ser ud til at være et online produktkatalog med kopivarer. I virkeligheden er det en kampagne, der i en humoristisk tone gør opmærksom på de risici og negative konsekvenser, der kan være ved køb af kopivarer. På den måde vil Patent- og Varemærkestyrelsen gerne starte en dialog  med de unge.

En række influencers deler også kampagnens budskaber om kopivarer, ligesom den bliver delt på sociale medier.

Kampagnen er finansieret af EUIPO i anledning af Verdens Anti-Piratkopieringsdag 12. juni 2024.

Se kampagnen

Fakta

  • Ifølge rapporter fra OECD og EUIPO udgør handlen med kopivarer op til 2,5 pct. af verdenshandlen eller 464 mia. USD årligt.

  • Op til 5,8 pct. af importen til EU er kopivarer svarende til 119 mia. euro om året. 

  • På det danske marked mister virksomhederne årligt et direkte salg svarende til knap 1,8 mia. kr. og knap 2.500 tabte arbejdspladser alene inden for tøj- og kosmetikbranchen. Handlen med kopivarer er med andre ord et stort problem - både i Danmark og på globalt plan.

Vil du vide mere?

Bekæmpelse af kopivarehandel

I Danmark samarbejder 11 myndigheder tæt om at bekæmpe kopivarehandlen gennem Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser. Netværket har implementeret en lang række tiltag, som bl.a. omfatter skærpelsen af strafferammerne til op til 6 års fængsel for de kriminelle sælgere af kopivarer. 

Netværket driver også en fælles oplysningshjemmeside: jegvælgerægte.dk. Her er der fx 6 gode grunde til at vælge ægte varer i stedet for kopivarer.

6 gode tegn, du kan gå efter, når du skal spotte kopivarer på nettet

  • Er der sprogfejl på websitet og underlige, skæve priser?
  • Er prisen for varen mistænkelig lav?
  • Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller mistænkelige? Tjek også "Om os"-siden.
  • Er webadressen mærkelig?
  • Er betalingsmulighederne mistænkelige? Betal altid med kort, så du kan benytte indsigelsesordningen! Kontakt din bank.
  • Hvad er andres erfaringer med hjemmesiden? Kig på diverse anmeldelsesordninger på internettet.

Og husk: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også!


Bliv klogere på jegvælgerægte.dk