Forfalsket tøj, kosmetik og legetøj koster producenterne knap 1,8 milliarder kroner og knap 2.500 arbejdspladser på det danske marked. Tøjindustrien er den branche, der lider det største tab på grund af forfalskede varer med et anslået tab på knap 1,5 milliarder kroner om året (4,7 % af salget) i Danmark.
Det viser en undersøgelse fra EUIPO, den europæiske varemærkeorganisation, der har undersøgt de økonomiske konsekvenser af forfalskede varer inden for tøj-, kosmetik-, og legetøjsbranchen.
”Undersøgelsen underbygger, at kopivarer koster tusindvis af danske arbejdspladser og mistet omsætning. Kopivarehandlen er et angreb på de ægte producenter, og det er unfair konkurrence, når kopister stjæler andres ideer og lukrerer uretmæssigt på originalproducenternes produktudvikling, innovation og markedsføring. Udover at forfalskede produkter genererer omsætning for flere milliarder kroner til kriminelle bagmænd, kan produkterne også have alvorlige sundheds- og sikkerhedsmæssige konsekvenser for forbrugerne”, siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Undersøgelsen fra EUIPO viser, at kosmetik- og legetøjsbranchen også er hårdt ramt og mister trecifrede millionbeløb i tabt salg på grund af forfalskede varer. For kosmetikbranchen anslås tabet at være på 285 mio. kroner om året (3,5 % af salget), mens legetøjsindustrien vurderes at miste 10,6 % af salget på grund af forfalskede varer.
De unge køber flest kopivarer
Tidligere undersøgelser viser, at det især er danske unge mellem 15 og 24 år, der køber kopivarer – og de køber også flere end gennemsnittet blandt deres jævnaldrende i EU. Ifølge den seneste undersøgelse, angiver næsten hver tredje unge dansker, 29 procent, at de bevidst har købt kopivarer. Til sammenligning er gennemsnittet blandt EU’s unge 26 procent.
Patent- og Varemærkestyrelsen har netop har lanceret en ny kampagne målrettet de unge, som gør opmærksom på de alvorlige konsekvenser ved køb af kopivarer:
”Det er vigtigt at udbrede viden om de reelle konsekvenser ved handlen med kopivarer. Bagmændene bag kopivarerne er ofte organiserede kriminelle, som også kan være involveret i andre former for alvorlig kriminalitet – fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse, hvidvask og tvangsarbejde. Desuden kan de forfalskede varer være farlige for forbrugernes sikkerhed og sundhed. Til eksempel kan forfalsket legetøj, tekstiler og kosmetik indeholde sundhedsskadelige stoffer, og forfalsket elektronik, som mobilopladere, kan risikere at bryde i brand”, siger Barbara Suhr-Jessen, der er sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.