En tilfældighed fik Løvens Hule-aktuelle Cana Buttenschøn til at registrere sit varemærke

Publiceret 05-03-2025

Da iværksætter Cana Buttenschøn startede sin virksomhed Cana Care i 2021, var det ikke tænkt som en fuldtidsbeskæftigelse. En overvældende efterspørgsel fik hurtigt den tidligere jordemoder, forfatter og influent til at satse fuldt ud på hudplejebrandet, der i dag er varemærkeregistreret i både Danmark og Europa. En registrering, der startede som en tilfældighed, men som nu er en central brik i hendes voksende virksomhed.

Som jordemoder oplevede Cana Buttenschøn, at creme med magnesium havde en lindrende effekt på gravide med uro i benene. Den erfaring inspirerede hende til at undersøge markedet for hudplejeprodukter målrettet forskellige problemstillinger – som fx uro i benene.

Det blev begyndelsen på hudplejevirksomheden Cana Care, der i dag omfatter mange produkter og flere ansatte. Oprindelig var brandet tænkt som en mindre forretning, der kunne supplere Cana Buttenschøns øvrige aktiviteter:

 “Jeg troede, at det skulle være endnu et ben i min virksomhed og supplere mit arbejde som foredragsholder, forfatter og influent. Men efterspørgslen på produkterne var så stor, at jeg hurtigt gik fuld tid ind i Cana Care.”

En varemærkeregistrering stod ikke øverst på listen

Som ny iværksætter stod opgaverne i kø, og en varemærkeregistrering var ikke det, der stod øverst på to do-listen hos Cana Buttenschøn:

Jeg havde da hørt om varemærker. Men jeg fik bare ikke rigtigt fulgt op på det.

Derudover tog livet en noget uventet drejning for Cana Buttenschøn kort tid efter opstarten:

“Da jeg lancerede de første produkter, var jeg gravid med mit tredje barn. I forbindelse med fødslen finder jeg ud af, at jeg har livmoderhalskræft og skal igennem et forløb med kemo- og stråleterapi,” fortæller Cana Buttenschøn og fortsætter:

”Det var først, da jeg blev raskmeldt, at jeg igen tænkte på virksomheden i en større skala. Da jeg igen turde tro på, at der kommer også en dag i morgen – og måske også om et år.”

En heldig tilfældighed gav stof til eftertanke

Skubbet til at få en varemærkeregistrering på to do-listen kom helt tilfældigt:

“Jeg snakkede med en bekendt, der spurgte ind til det her med varemærker. Vedkommende fortalte mig, at andre kunne registrere Cana Care som varemærke og potentielt være skadende for min virksomhed."

Det gav stof til eftertanke hos iværksætteren:

Det er tosset at bruge så mange penge, tid og energi på noget, hvis der kan komme nogle ud af det blå og skade min virksomhed. Så jeg fik varemærkeregistreret Cana Care.

En registrering giver en følelse af tryghed

I takt med, at virksomheden voksede, begyndte Cana Buttenschøn at kigge mod de europæiske markeder. Denne gang var der ingen tvivl om, at rettighederne skulle være på plads tidligt i processen.

”Da vi søgte europæisk varemærke, blev der gjort indsigelse fra en anden virksomhed, der syntes, at vores navn lignede deres. Så sad jeg der og rystede i bukserne,” fortæller hun.

De endte dog med et fint forlig, der åbnede det europæiske marked for det danske brand, som for nylig startede markedsføring i Tyskland.

Varemærkeregistreringen i Danmark og Europa har givet Cana Buttenschøn en stor tryghed.

Da hun tidligt i år udvidede sin hudplejelinje med et nyt brand, var en varemærkeregistrering derfor tænkt med fra start:

”Det er enormt vigtigt for mig at have den tryghed. Så da jeg skulle finde navnet til mit nye brand, var en del af min research, om jeg kunne varemærkeregistrere det.”

Et klart mål om at gøre en forskel

Spørger du Cana Buttenschøn, hvad der driver hende, er svaret klart:

“For mig er det allervigtigste at mærke efter inden i mig, og spørge; hvorfor gør jeg det her? Jeg vil virkelig gerne bygge en stor virksomhed. Men jeg vil ikke bygge en stor virksomhed, hvis hele grundlaget om, at vi skal hjælpe en masse mennesker, forsvinder.”

For Cana Buttenschøn har det altid handlet om mennesker. Det har været en rød tråd i hele hendes karriere, hvor hun bl.a. bruger sig selv og sin historie aktivt på de sociale medier. Som iværksætter har hun dog også fået lov til at vise andre sider af sig selv:

“Jeg er ikke uddannet fra CBS, jeg ved noget om mennesker. Men jeg er også en ret god købmand, har det vist sig!”

 Som ny iværksætter mener hun, at det vigtigste er at tro på sig selv, sine produkter og sine værdier, for en ting er sikkert, fortæller Cana Buttenschøn:

Du skal nok møde masser af modstand som iværksætter, så der er ingen grund til at give det til sig selv på forhånd.

Bliv klogere på rettigheder

Kort om Cana Buttenschøn

  • Blev som 22-årig uddannet jordemoder
  • Forfatter til fem bøger om graviditet, fødsel og moderskab
  • Tidligere influent
  • Aktuel i Løvens Hule sæson 2025, hvor hun fik to af løverne med som investorer.

Læs også: