Lydbaseret fiskeriløsning er Danmarks finalist til Nordic Innovation Award 2026

Publiceret 29-04-2026

Den danske virksomhed Sonus Fishery er udpeget som Danmarks finalist til Nordic Innovation Award 2026. Virksomheden er nomineret for sin patenterede, lydbaserede løsning til trawlfiskeri, der skal gøre fiskeriet mere skånsomt for havmiljøet.

Jan Muller, CTO og co-founder, Sonus Fishery

Med nomineringen til Nordic Innovation Award sikrer Sonus Fishery sig en plads blandt fem finalister fra de nordiske lande. Ud over Danmark deltager Norge, Sverige, Finland og Island i konkurrencen, som hylder innovative løsninger med kommercielt og samfundsmæssigt potentiale. Den danske jury har blandt andet lagt vægt på, at Sonus Fishery adresserer centrale udfordringer i moderne fiskeri, og at løsningen peger på nye muligheder for et effektivt fiskeri med mindre påvirkning af havbund og marine økosystemer. Samtidig rummer løsningen perspektiver for bredere anvendelse i både Norden og internationalt.

Lydteknologi kan mindske behovet for kontakt med havbunden

”En af de største udfordringer ved bundtrawlfiskeri i dag er, at det kræver kontakt med havbunden. Når man slæber redskaber hen ad bunden, kan man komme til at ødelægge områder, hvor fiskene gyder eller bor”, siger Jan Muller, CTO og co-founder af Sonus Fishery.

 Det har ført til forbud mod bundtrawlfiskeri i visse udsatte farvande.

 I Sonus Fisherys løsning flyder trawlet i stedet et stykke over havbunden. For at undgå at de bundlevende fisk blot svømmer under trawlet, bruges lydsignaler til at få fiskene op fra bunden.

 “Det unikke ved vores løsning er, at vi ved hjælp af lavfrekvent lyd kan få fiskene op fra havbunden, så der ikke er behov for bundslæbende redskaber”, forklarer Jan Muller.

Billede af Sonus Fisherys patenteret løsning
Illustration af Sonus Fisherys løsning

Teknologien er udviklet i samarbejde med DTU Aqua. På undersiden af trawlet er der placeret såkaldte transducere, som sender retningsbestemt lyd ned mod havbunden. Når de bundlevende fisk opfatter lyden, reagerer de ved at bevæge sig opad. Løsningen kan på den måde, ifølge Jan Muller, bidrage til at bevare biodiversitet og reducere skader på marine økosystemer.

Se film om Sonus Fishery

Kan reducere bifangst og brændstofforbrug

Ifølge Sonus Fishery viser forsøg også, at forskellige fiskearter reagerer på forskellige frekvenser, og det åbner for muligheden for at kunne fiske mere selektivt.

“Forskellige fiskearter reagerer forskelligt på lyd. Derfor kan man justere frekvenserne alt efter, hvilke arter man ønsker at fiske, og det kan potentielt bidrage til at reducere bifangst”, fortæller han.

En anden mulig gevinst er et lavere brændstofforbrug. Ved traditionelt bundtrawl trækkes tonstunge trawlskovle hen over havbunden, hvilket skaber stor friktion og kræver betydelige mængder brændstof. Når trawlet i stedet løftes fri af havbunden, reduceres modstanden og dermed også energiforbruget.

Patent spiller en vigtig rolle i forhold til udrulning og finansiering

Sonus Fisherys innovation er beskyttet af et patent. Patentbeskyttelsen er en vigtig del af virksomhedens arbejde med at styrke sin teknologiske position og skabe grundlag for videre udvikling, kommercialisering og skalering.

Patentet giver troværdighed over for de samarbejdspartnere, der skal være med til at udrulle vores produkt på de nordiske og europæiske markeder. 

Uden patentet ville Sonus Fishery ikke være nået så langt, vurderer Jan Muller. Dels har det været afgørende for at skaffe finansiering og fondsmidler, dels giver patentet sikkerhed i forhold til samarbejder og udrulning.

”Patentet giver troværdighed over for de samarbejdspartnere, der skal være med til at udrulle vores produkt på de nordiske og europæiske markeder. Det skaber tryghed at vide, at løsningen er patenteret, og at tingene er på plads, så samarbejdspartnerne ikke risikerer, at andre går ud og kopierer den", afslutter han.

Vinderen kåres i Oslo den 21. maj 2026

Vinderen af Nordic Innovation Award 2026 kåres ved en prisuddeling i Oslo den 21. maj 2026. Prisuddelingen afholdes af den norske patentmyndighed. De fem nordiske finalister er forinden vurderet af en nordisk jury.

Om Nordic Innovation Award

Nordic Innovation Award er en hyldest og et incitament til det fortsatte arbejde blandt iværksættere og små og mellemstore virksomheder med at udvikle og beskytte innovationer i Norden og globalt. Prisen hylder og fejrer de iværksættere og små og mellemstore virksomheder, der ikke kun tænker innovativt, men også beskytter deres idéer gennem rettigheder som patenter, varemærker og design til gavn for en mere bæredygtig fremtid.

Nordic Innovation Award er udviklet i samarbejde mellem IP-myndighederne i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island. Juryen i hvert land nominerer en kandidat på baggrund af de indkomne indstillinger. Denne kandidat går videre til den nordiske jury, som udpeger én vinder af Nordic Innovation Award blandt de fem finalister.

Det vil være muligt at indstille kandidater til Nordic Innovation Award 2027. Vi informerer om, hvornår indstillinger til prisen åbner her på hjemmesiden.

Læs også: