Storbritannien ratificerer aftalen om den fælles patentdomstol

Publiceret 30-04-2018

Med Storbritanniens ratifikation er vi et vigtigt skridt nærmere den fælles patentdomstol.

Den ansvarlige britiske minister for IPR, Sam Gyimah, meddelte den 26. april, at Storbritannien har ratificeret aftalen om den fælles patentdomstol.

I pressemeddelelsen forlyder det, at Storbritanniens forhold til patentdomstolen vil blive en del af de kommende forhandlinger med EU om Brexit.

Læs den officielle britiske pressemeddelelse her.

Brexit har tidligere givet anledning til usikkerhed om, hvorvidt Storbritannien ville deltage i patentdomstolen. Med Storbritanniens ratifikation er en af de store hurdler for patentdomstolen derfor overvundet.

Ratificeringsprocessen

Det er en forudsætning for, at patentdomstolen kan blive en realitet, at 13 medlemsstater ratificerer aftalen, og at Storbritannien, Frankrig og Tyskland er blandt de ratificerende lande.

Frankrig ratificerede i ​​2014.

Tyskland har endnu ikke ratificeret, idet man afventer, at den tyske Forfatningsdomstol skal tage stilling til spørgsmål, der vedrører den tyske ratifikationslovgivning.

Danmark ratificerede aftalen efter en folkeafstemning den 25. maj 2014, hvor et flertal af vælgerne stemte ja.