Flere af vores kunder har modtaget falske fakturaer og betalt beløbet. Også EPO melder, at falske fakturaer er et stort problem i alle lande, og flere patentkontorer er ligesom PVS begyndt at politianmelde.
Et stigende antal rettighedshavere modtager uopfordrede henvendelser fra virksomheder, der beder om betaling for varemærke- og designtjenesteydelser, fx fornyelsesgebyrer, registreringer eller optagelse i forskellige erhvervsregistre. De uopfordrede henvendelser er typisk dyrere end de opkrævninger, der udsendes fra de officielle myndigheder. Flere virksomheder har desuden tilkendegivet overfor Patent- og Varemærkestyrelsen, at de er usikre på om de modtager de ydelser, de betaler for.
De uofficielle henvendelser ligger både sprogligt og visuelt tæt op af de officielle opkrævninger, der udsendes af Patent- og Varemærkestyrelsen og lignende myndigheder. Inden du betaler dine faktura bør du derfor sikre dig, at henvendelsen kommer fra en kilde, du har tillid til.
Sådan sikrer du dig
Hvis du modtager en henvendelse med en opkrævning i relation til din varemærke- eller designrettighed, er det en god ide at undersøge hvor henvendelsen stammer fra. Det kan du gøre ved at nærlæse henvendelsen med særligt fokus på 'det med småt'.
Vi opfordrer til, at du sammenligner beløbsstørrelsen på fakturaen med Patent- og Varemærkestyrelsens officielle prisliste. På den måde kan du se, om du bliver afkrævet et unødigt højt beløb. Tjek også at betalingsoplysningerne er identiske med vores betalingsoplysninger (PVS konto er 0216 4069056296). Se vores betalingsbetingelser her.
Endelig kan du tjekke om den virksomhed, der har sendt dig en opkrævning, er på de internationale myndigheders liste over virksomheder, der udsender vildledende fakturaer:
Du kan se EUIPOs liste her (EUIPO er den europæiske varemærke- og designmyndighed).
Du kan se WIPOs liste her (WIPO er verdensorganisationen for intellektuelle ejendomsrettigheder).
Du kan se EPOs liste her (EPO er den europæiske patentorganisation).
Få hjælp, hvis du er i tvivl
Hvis du fortsat er i tvivl er du velkommen til at kontakte Patent- og Varemærkestyrelsen. Ring til vores kundeservice, så hjælper vi dig med at afklare om opkrævningen kommer fra en officiel myndighed eller ej.