Det dansk-argentinske myndighedssamarbejde på patentområdet er blevet meget konkret

Publiceret 11-09-2018

Den argentinske regering har sat sig for at modernisere landets patentsystem. På sigt kan det betyde, at danske virksomheder får nemmere ved at registrere og håndhæve deres IP-rettigheder i Argentina.

Der blæser, som vi tidligere har skrevet, nye vinde i Argentina. Den reformivrige regering har bl. a. sat sig for at modernisere det argentinske patentsystem. Derfor bliver det forhåbentlig lettere i fremtiden for danske virksomheder at registrere og håndhæve IP-rettigheder i Argentina. 

Vi har også fortalt om det argentinske patentkontors (INPI) resolutionen fra 2016, der betyder, at Argentina nu anerkender udenlandsk validerede patenter. Den historie kan du læse her.

Men resolutioner alene gør det ikke. For at løfte den argentinske IP-infrastruktur er det også nødvendigt at modernisere organisationerne, der administrerer systemet. INPIs nye topledelse er særdeles bevidst om dette og har derfor bl.a. indgået et samarbejde med PVS, hvor vi skal hjælpe dem med at modernisere det argentinske patentkontor og indføre effektive og smidige arbejdsgange med brugervenlighed i fokus.

Den første mission i dette samarbejde løb af stablen i august, hvor vi var tre eksperter fra PVS' patentafdeling, der tog turen til Buenos Aires for at arbejde med de argentinske patentsagsbehandlere. I løbet af ugen fik vi et indblik i, hvordan vores argentinske kollegaer arbejder, og hvilke udfordringer de møder i deres dagligdag på kontoret.

Vi arbejdede med at give dem en forståelse for vores måde at arbejde på, hvor vi sætter fleksibilitet i opgaveløsningen og hensynet til brugerne i højsædet. Denne tankegang er ny hos INPI, men ved hjælp af eksempler og gruppearbejde fik vi illustreret, hvordan hensynet til ansøgers behov og villighed til mundtlig dialog både kan løfte kvaliteten og effektiviteten af sagsbehandlingen 

Fra protektionisme til åbenhed

INPI har store udfordringer i at sprede IPR-awareness i Argentina, hvor patentsystemet længe har været set som et ubehageligt udenlandsk onde til ulempe for argentinske borgere og virksomheder. Derfor var en del af vores besøg fokuseret på at fortælle om PVS' tilgang til at skabe opmærksomhed og uddanne befolkningen, bl.a. ved at bruge vores sagsbehandlere (og andre medarbejdere) som ambassadører for IPR; både i den daglige opgaveløsning og som udsendte til forskellige arrangementer og møder rundt om i landet 

Næste besøg gælder håndhævelse

Vi rejste hjem fra Argentina med en ny forståelse af INPI og arbejder nu på at planlægge yderligere aktiviteter, der skal være med til at løfte INPI op på et niveau, hvor de kan agere som en naturlig del af det internationale IP-samfund. PVS' næste aktivitet i Buenos Aires er planlagt til afholdelse i oktober. Det bliver en session omkring håndhævelse.

Vil du vide mere om PVS' aktiviteter i Argentina, er du velkommen til at kontakte Michael Poulsen, sektionschef, Internationale Projekter, telefon 4055 4001 eller mip@dkpto.dk