Opfindelser der gør din festival bedre: Dropbucket

Publiceret 05-07-2019
Casehistorie

Festival er meget mere end koncerter, lunkne dåseøl og solbrændte skuldre, for når mennesker er stimet sammen på få kvadratmeter, opstår der naturligvis problemer. Den bæredygtige skraldespand Dropbucket holder din festival ren og giver grønne koncerter en ny betydning.

Alle festivalgængere med respekt for sig selv kender til følelsen af at flygte ud af sit alt for lille og alt for varme sølvgrå kuppeltelt i håbet om at kurere nattens strabadser med lidt frisk luft. I stedet bliver du mødt af et syn, der får dig til at tro, at dine tømmermænd har manifisteret sig i den fysiske verden i form af et dystopisk scenarie bestående af affald og atter affald.

Renere festival, renere klima

Dropbucket sikrer ikke kun en renere festival, de bæredygtige skraldespande sikrer også et renere klima. I modsætning til traditionelle skraldespande støbt i plast og med skraldeposer i plastic, består Dropbucket af 100 pct. genbrugspap. De to opfindere, Marie Stampe Berggren og Heiða Gunnarsdóttir Nolsøe, har udviklet deres skraldespand i samarbejde med emballagegiganten DS Smith og har siden høstet stor anderkendelse.