Patent- og Varemærkestyrelsen hilser ny lov i Kina velkommen

Publiceret 27-06-2019

Ny varemærkelov i Kina forsøger at gøre op med ”ondsindede registreringer”. Danske virksomheder får lettere ved at registrere deres varemærke i landet, og faren for kopiering bliver mindre.

Den 1. november får Kina en ny varemærkelov. Danske virksomheder har i flere år haft problemer med at registrere deres varemærker i landet på grund af såkaldte ”ondsindede registreringer”. Det ændrer sig nu, hvor den nye lov sigter mod at forhindre registreringer af varemærker, som ansøgeren ikke har i sinde at gøre brug af, men alene har til formål at spænde ben for konkurrenter.

”Den nye varemærkelov er kærkommen. Danske virksomheder eksporterede for 60 mia. kr. til Kina i 2017, men alt for mange brænder fingrene, fordi nogle har kopieret deres produkt, inden de får registreret deres varemærke i Kina. Det ærgrer mig, når andre landes lovgivning inden for immaterielle rettigheder spænder ben for danske virksomheder,” siger varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen Hannah Holm Olsen.

De ”ondsindede registreringer” har skabt mange panderynker hos virksomheder, der gennem længere tid har været vidne til, at kinesiske myndigheder har godkendt varemærker, der handlede i ”ond tro”. Det har været en udbredt disciplin blandt kopister at blokere ejere af kendte varemærker i at få registreret deres produktnavne på det kinesiske marked. Det nummer har kunnet lade sig gøre, fordi de kinesiske myndigheder har praktiseret først-til-mølle princippet og ikke har set på, om hvorvidt varemærket reelt blev brugt.

Ved udgangen af 2018 var der 180,5 mio. registrerede varemærker i Kina, og alene sidste år blev der anmodet om 7,4 mio. registreringer. De seneste tal fra WIPO viser, at danske virksomheder i 2014 registrerede 1.264 nye varemærker i Kina.