Patent- og Varemærkestyrelsen godkender første bevægelsesmærke i Danmark

Publiceret 14-05-2019

Den nye varemærkelov har gjort det muligt af få registreret flere typer af varemærker. Dansk Råd for Genoplivning er de første til at få udstedt et bevægelsesmærke.

Dansk Råd for Genoplivning har som de første fået et bevægelsesmærke. Lige siden den nye varemærkelov trådte i kraft den 1. januar 2019, har det været muligt at få flere typer af varemærker registreret. Et af de primære formål med at opdatere loven var at modernisere den, så den lever op til virksomhedernes behov og gør det muligt at benytte flere metoder til at fange kundernes opmærksomhed.

Udover bevægelsesmærker er det nu blandt andet også muligt at registrere et ”multimediemærke”. Den type af varemærke kan bestå af både billede og lyd, det vil sige, at ansøgeren har vedhæftet sit varemærke som en videofil. Med den nye varemærkelov er det ikke længere et krav, at varemærket skal gengives grafisk. I stedet skal det kunne gengives elektronisk i formaterne .jpeg, .mp3 eller .mp4. Filen må dog maksimalt fylde 2 MB.

Den nye varemærkelov gør det ligeledes lettere for især små virksomheder at søge om at få beskyttet et lydmærke. Før skulle man sende noder med sin ansøgning. I dag kan man nøjes med vedhæfte en lyd, hvilket alt andet lige er mere brugervenlig for virksomhederne. Det flugter fint med selve formålet af den nye varemærkelov, som har til hensigt at modernisere reguleringen af varemærker. Den sikrer et effektivt og brugervenligt registreringssystem, der er tilpasset brugernes behov og den teknologiske udvikling

FAKTA: Med den nye varemærkelov findes 10 mærketyper:

  • Ordmærke
  • Figurmærke
  • Formmærke
  • Positionsmærke
  • Mønstermærke
  • Farvemærke
  • Lydmærke
  • Bevægelsesmærke
  • Multimediemærke
  • Hologrammærke