Stor interesse for patenter blandt life science-virksomheder – også blandt de små- og mellemstore

Publiceret 02-06-2022

Det er i høj grad life science-virksomheder, der ansøger om at få del i populær patentvoucher-ordning. Det lover godt for, at dansk life science kan fastholde sin internationale styrkeposition.

På bare to minutter blev Erhvervsministeriets patentvoucherpulje revet væk, da virksomheder i hele landet for nyligt ansøgte om tilskud til at beskytte deres innovation. Hver fjerde af de virksomheder, der har ansøgt om at få del i puljen, arbejder inden for life science. Det viser en ny opgørelse. Til sammenligning er de resterende ansøgninger fordelt på ni brancheområder, hvor green tech-virksomheder står for næstflest ansøgninger.  

”Danmark har en stærk styrkeposition inden for life science, men lige nu er vores position båret af få store virksomheder. Derfor er det glædeligt, at vi kan se, at mange små og mellemstore virksomheder inden for life science har en stærk interesse i at investere i patenter,” siger direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen, Sune Stampe Sørensen.

En af de life science-virksomheder, der ansøgte om patentvoucheren er Cortex Technologies, hvis teknologi er specialiseret i hudanalyse. Deres løsninger bruges til både kræftbehandling og udvikling af cremer og kosmetik. Cortex Technologies er ikke i tvivl om relevansen af deres teknologi, og netop derfor har de tidligt i virksomhedens vækstrejse sikret sig rettighederne til deres opfindelse:

“Vi er ultraspecialiserede i lige præcis det, vi kan. Derfor ønsker vi at beskytte den viden med patenter, så vi også i fremtiden kan være førerende på vores område. Vi ved, at store internationale virksomheder har antennerne ude, og her virker det afskrækkende, at vi har sørget for at have styr på vores rettigheder,” siger direktør Christian Buur.  

At virksomheder som Cortex Technologies er opmærksomme på at beskytte deres innovation, lover ifølge Sune Stampe Sørensen godt for os som samfund:

”Grundlæggende er IP-rettigheder ofte en forudsætning for vækst og skalering. Det gælder både for life science virksomheder så vel som for andre innovative virksomheder. Når life science virksomheder bruger IP-rettigheder til at beskytte deres innovation, får de et godt fundament for kommercialiseringsarbejdet og kan på sigt høste frugterne af deres forskning og udvikling. Det giver virksomhederne bedre vækstvilkår, og det lover godt for, at dansk life science fastholder sin internationale styrkeposition”.  

Læs mere om patentvoucheren