eOLF lukker ved årsskiftet 2025/2026

Publiceret 23-10-2025

Vores ældste indleveringssystem til danske og internationale patentansøgninger (PCT) går ud af drift ved årsskiftet 2025/2026.

Fra 1. januar 2026 skal du derfor anvende andre indleveringssystemer, når du indleverer danske og internationale patentansøgninger til Patent- og Varemærkestyrelsen.

Danske patentansøgninger

Til danske patentansøgninger tilbyder vi allerede indleveringssystemet eFiling, som Patent- og Varemærkestyrelsen lancerede i 2021. Dette system har vi løbende udbygget med nye funktionaliteter baseret på input fra vores brugere. eFiling vil dermed erstatte eOLF til indlevering af danske ansøgninger.

I øjeblikket arbejder Patent- og Varemærkestyrelsen på en ny version af eFiling. Denne version vil blandt andet imødekomme behovet for at kunne dele ansøgninger mellem kolleger i virksomheden. Ligeledes vil løsningen have en funktionalitet, der giver mulighed for, at én medarbejder kan udarbejde ansøgningen og en anden godkende den, inden ansøgningen bliver indsendt.

Vi forventer at have denne nye version på plads ved årsskiftet.

Se eFiling

Internationale patentansøgninger (PCT-ansøgninger)

For PCT-ansøgninger vil erstatningen for eOLF være ePCT (WIPO). ePCT er det førende system, som giver ansøgere mulighed for at håndtere en PCT-ansøgning på alle stadier af den internationale fase.

Systemet fungerer både som indleveringssystem og som en portal, hvor du modtager korrespondance fra den undersøgende/behandlende PCT-myndighed. Her vil du også kunne følge status på din ansøgning, og du kan indlevere dokumenter til PCT-myndigheden.

Når du benytter ePCT til indlevering, skal du vælge den myndighed, som du ønsker skal være modtagende myndighed. For danske ansøgere vil det være Patent- og Varemærkestyrelsen, EPO eller International Bureau.

For at benytte ePCT skal du oprette en WIPO Account.

Læs mere om ePCT

Hvis du har spørgsmål om udfasning eOLF, er du velkommen til at kontakte Kundeservice.

 

Læs også: