I anledning af årets Verdens Anti-Piratkopieringsdag lancerede Patent- og Varemærkestyrelsen den 6. juni en kampagne mod kopivarer på sociale medier. Kampagnen består af to animationsvideoer, der oplyser om risikoen ved kopivarer.
”Handlen med ulovlige kopivarer bekæmpes fra mange fronter. Håndhævelse er naturligvis et af elementerne. Et andet er oplysning til forbrugerne, så de forhåbentlig vælger kopivarerne fra. Formålet med kampagnen på sociale medier er at oplyse forbrugerne om de skadelige konsekvenser af handlen med kopivarer – og de mange gode grunde til at vælge ægte varer.
Kampagnen indeholder gode råd til, hvordan du undgår at købe kopivarer. Den slags oplysningsindsatser skal gerne være med til at mindske markedet for kopivarer,” siger sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen Barbara Suhr Jessen.
Videoerne har nået ca. 76.000 brugere på Facebook. Hvis du har lyst til at sprede budskabet, er du velkommen til at se og dele videoerne på LinkedIn og Facebook.