Tilbageblik på Piratkopieringsseminar 2019

Publiceret 14-05-2019

Det årlige Piratkopieringsseminar var igen i år en succes med mere end 120 deltagere. Seminaret satte i år fokus på IPR-håndhævelse og bød på mange spændende oplæg fra bl.a. Facebook, Pfizer og Professor Thomas Riis om IPR-krænkelser på sociale medier og erstatningsniveauet i dansk retspraksis.

IPR-krænkelser på sociale medier er en stigende udfordring. Probir Mehta, Global Lead, Intellectual Property and Trade Policy hos Facebook havde taget turen fra Washington til København for at fortælle om Facebook’s tiltag imod kopivarer. Facebook fortalte bl.a. om en række værktøjer, som rettighedshavere kan gøre brug af, om anvendelsen af kunstig intelligens til at finde de kriminelle foretagender, og om samarbejdet med myndigheder.

Pfizer gik på scenen og delte deres erfaringer med bekæmpelse af forfalsket medicin på sociale medier og herunder i lukkede grupper. Morten Becker Gaardlykke, Head of Regulatory Affairs Denmark & Iceland hos Pfizer lagde bl.a. vægt på løbende monitorering og samarbejde med både myndigheder og andre virksomheder, så man med fælles front kan bekæmpe problemet.

Professor, dr.jur., Thomas Riis, gennemgik de retlige rammer for erstatning i IPR-sager samt udvalgte trykte og utrykte domme, hvor erstatningsniveauet var i forskellige ender af skalaen. Thomas Riis konkluderede bl.a., at erstatningsretten er rummelig og dynamisk. Vicepræsident Mads Bundgaard Larsen fra Sø- og Handelsretten delte efterfølgende erfaringer med udmåling af erstatning i praksis i IPR-sager.

Efter oplæg fra Toldstyrelsen om kopivarer i transit, og fra SØIK om deres nye IPR-enhed, satte det udsolgte seminar til slut fokus på oplysningsindsatser imod kopivarer. I tillæg til håndhævelsesindsatser ligger der en vigtig opgave i at oplyse forbrugerne om, hvorfor man bør gå efter ægte varer i stedet for kopivarer. Patent- og varemærkestyrelsen og e-mærket delte erfaringer med oplysningsindsatser på området og opfordrede til bredt samarbejde om spredning af oplysningskampagner.

Seminaret gav også rig lejlighed til networking blandt de mange deltagere fra virksomheder, rådgiverbranchen og myndigheder.

Tak til alle, der deltog. Vi glæder os til at se jer igen næste år!

Seminaret var igen i år arrangeret i samarbejde mellem Patent- og Varemærkestyrelsen, Kulturministeriet, Danish Anti-counterfeiting Group og DI. Seminaret var medfinansieret af EUIPO og blev afholdt hos Lundgrens Advokatpartnerselskab i Hellerup.