Ved første øjekast ser og hører du iværksætter og investor Mia Wagner. Med et direkte blik på kameraet fortæller hun en hemmelighed. Der er bare en lille hage ved det. Det er slet ikke Mia Wagner.
I en ny kampagne har Patent- og Varemærkestyrelsen med deepfake-teknologi, der er en form for kunstig intelligens, kopieret den kendte iværksætter og investor for at sætte fokus på, hvorfor det kan være livsvigtigt som virksomhed at tage stilling til patenter, varemærker og designrettigheder.
Det sker, fordi teknologien udvikler sig i rasende fart, og vi i dag lever i en verden, hvor alt nemt kan kopieres. Alligevel beskytter alt for få virksomheder deres forretning med rettigheder. Ifølge en ny analyse, udarbejdet for Patent- og Varemærkestyrelsen, bruger kun 12 procent af danske iværksættere og små virksomheder immaterielle rettigheder, og det kan få negative konsekvenser.
”Coronakrisen har for alvor presset virksomheder til at tænke nyt. Men det kan vise sig at være skønne spildte kræfter, fordi mange ikke er bevidste om, at vi lever i en verden, hvor alt kan kopieres. Med kampagnen forsøger vi at vise, hvor let det er at blive snydt af en kopi, og det skal gerne være en øjenåbner for mange iværksættere og små virksomheder. De beskytter nemlig ikke deres forretning med rettigheder, som store virksomheder gør. Det kan meget vel koste værdifuld omsætning, omdømme og dermed medarbejdere,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Kopivarer har ikke alene konsekvenser for den enkelte virksomhed, men også for samfundet. Tal fra den europæiske varemærkemyndighed, EUIPO, viser, at 11 forskellige sektorer årligt mister 4,2 procent af det direkte salg i Danmark på grund af kopivarer. Det svarer til 6,17 milliarder kroner i tabt salg for virksomhederne og knap 4000 tabte arbejdspladser i Danmark.
”Vi står overfor en teknologisk udvikling og en øget international konkurrence, der vender op og ned på vilkårene for danske virksomheder. Iværksættere og små virksomheder er vigtige for dansk økonomi, og det er afgørende, at de får de bedste betingelser for at gøre deres handlekraft til en kommerciel succes. Uden rettigheder kan ikke alene virksomhederne blive ramt hårdt på bundlinjen, men også dansk økonomi, eksport og velfærd,” siger Sune Stampe Sørensen.
De små virksomheder er blandt andet udfordret, fordi de har et lavt kendskab til rettigheder. Analysen fra Patent- og Varemærkestyrelsen viser, at mere end 60 procent af de små virksomheder i dag kun har et lavt eller intet kendskab til immaterielle rettigheder. Ifølge investor og iværksætter Mia Wagner handler rettigheder om meget mere end at beskytte sin idé. Det handler også om at styrke sin forretning.
”Som investor er jeg meget optaget af, om man har taget stilling til sine rettigheder. Man skal kunne vise, at man har gjort sit hjemmearbejde. At man er foran. For som verden udvikler sig lige nu, er der ikke langt fra succes til fiasko, så det handler om at have styr på sine ting. Rettigheder kan ikke alene beskytte en virksomhed mod kopister, men kan også være forudsætningen for vækst og skalering,” siger Mia Wagner.
Kampagnen ”Beskyt dig selv. Beskyt din idé” skal øge iværksætters og små danske virksomheders kendskab til immaterielle rettigheder som patenter, varemærker og designrettigheder.
Se kampagnefilmen her.
Sådan fungerer deepfake-teknologien
Deepfakes er manipulation af lyd og video ved hjælp af kunstig intelligens. Ved at manipulere allerede eksisterende video og lyd kan man med deepfakes skabe situationer, der aldrig har fundet sted. Deepfake-teknologien bruger typisk ansigtsgenkendelse og genskaber folks stemme og ansigt ved at indsamle allerede eksisterende fotos og lydoptagelser.
Softwaren bag deepfakes kan gennem mange små trin tegne et falsk billede fx af en person. Den bruger maskinlæring og kunstig intelligens til at bestemme, hvordan bestemte funktioner af en person ser ud som fx øjne, næse, kinder, hage, fordybninger, vipper, rynker, hudfarve mv. Når det er lært, kan softwaren tegne et nyt billede af personen med alle ansigtsegenskaberne og applikere dette billede på en anden person.