"Meget handler om overlevelse, men meget handler også om innovation"

Publiceret 23-06-2020

Hvordan kan man som iværksætter og SMV bedst muligt forberede sig på den virkelighed, der venter på den anden side af krisen? Det har vi spurgt chefkonsulent for iværksætterpolitik, Jasmina Pless, fra Dansk Erhverv om.

Jasmina Pless, Dansk Erhverv
Pressefoto: Dansk Erhverv

Der er nogle, der vinder på krisen, og der er nogle, der taber. Hårdt lyder det, men en sandhed, som mange virksomheder i coronakrisen desværre har måttet erkende. Med krisen – og nu med den langsomme genåbning – har flere virksomheder oplevet et uhørt pres. Flere har været tvunget til at se på sin forretning med nye øjne – både for blot at overleve og komme igennem krisen, men også for at kunne stå stærkt i den nye virkelighed, der venter på den anden side.

”I en krise som denne er det, der fylder mest hos de fleste iværksættere og SMV’er ren overlevelse. Det handler meget om det lavpraktiske. Og det skal det også. Der skal handles hurtigt og effektivt, og det kræver god praktisk styring. I mange tilfælde har virksomheder også været nødsaget til fuldstændig at gentænke virksomheden – og i de processer har vi set flere ryste posen. Der er vokset rigtig mange nye idéer frem, og det er berigende i en kritisk tid,” siger Jasmina Pless, der er chefkonsulent for iværksætterpolitik og ansvarlig for alle iværksætteraktiviteterne hos Dansk Erhverv.

Men ikke alle virksomheder har haft tid og mulighed for at tænke innovativt i løbet af krisen. Jasmina Pless tror dog, at det vil vi nu komme til at se mere, og har man som virksomhed overskud til det, så er genåbningen en god anledning til at revurdere sin forretning.

"Hvis du har mulighed for det, så benyt genåbningen til at stoppe op og revurdere, hvordan din virksomhed skal se ud fremadrettet: Hvilken verden åbner sig nu på dit marked? Og hvor står du?”

”Krisen har for nogle givet et tænkerum, hvor man har haft tid til at gentænke sin virksomhed fx tænke sin produktlinje igennem, genoverveje sin forretningsmodel eller andre ting, der skal gøres anderledes. Hvis du har mulighed for det, så benyt genåbningen til at stoppe op og revurdere, hvordan din virksomhed skal se ud fremadrettet: Hvilken verden åbner sig nu på dit marked? Og hvor står du?”

Jasmina peger blandt andet på, at mange af vores store vækstvirksomheder faktisk blev skabt omkring finanskrisen.

”Selvfølgelig har coronakrisen været med til at presse virksomheder ud i overlevelse, men nogle virksomheder har også formået at knække koden og innovere på deres produkt, så de kan stå stærkere. Vi vil se virksomheder, som slet ikke passer ind i den nye virkelighed, og som har satset stort på markeder, der har oplevet et stort dyk. Og så er der de iværksættere, for hvem krisen har givet vind i sejlene.”

Dine idéer er værdifulde for din fremtid

Jasmina Pless understreger, at man som virksomhed ikke skal være tilbageholden med at tage imod hjælp.

”Jeg har været overrasket over at se, hvor mange tilgængelige rådgivningsinitiativer, der er sprunget ud af krisen – lige fra græsrodsbevægelser i iværksættermiljøerne til initiativer fra regeringen. Der kommer så mange gode initiativer, der kan hjælpe de små virksomheder, og det vil jeg helt klart anbefale, at man benytter sig af. Meget handler om overlevelse, men meget handler også om innovation. Få derfor hjælp af en strategisk rådgiver, hvis du ikke selv har mulighed for at se, hvordan du skal overleve eller eventuel styrke din forretning med nye idéer.”

”Virksomhedernes viden og idéer er deres rygrad. De skal kunne hjælpe virksomheder gennem krisen og leve i mange år, så derfor er det utrolig vigtigt, at der bliver passet godt på dem.”

Netop de mange nye idéer, som virksomhederne gennem krisen er kommet på, understreger Jasmina, er utrolig værdifulde for virksomhedens fremtid – og virksomhederne bør derfor også sørge for at beskytte dem med rettigheder som fx varemærker, patent eller designrettigheder.

”Virksomhedernes viden og idéer er deres rygrad. De skal kunne hjælpe virksomheder gennem krisen og leve i mange år, så derfor er det utrolig vigtigt, at der bliver passet godt på dem.”

Omvendt skal man også som virksomhed være opmærksom på, når man går på markedet med nye idéer, at man ikke krænker andres idéer.

”Du har måske fået en rigtig god idé til, hvordan din virksomhed skal klare krisen og satser måske på hurtigt at få en ny produktlinje op at køre. Men vær nu også opmærksom på, at du ikke krænker andres rettigheder. Det kan blive en dyr fornøjelse. Overvej tidligt, om andre allerede ejer idéen. Inden du begynder at kaste for mange investeringer i din nye idé, kan du fx få undersøgt, om andre allerede har beskyttet et lignede produkt eller navn.”

De grønne idéer vokser frem

Et område, som Jasmina særligt ser vokse endnu mere frem oven på krisen er grønne virksomheder.

”Det er mere aktuelt end nogen sinde, at de grønne virksomheder og iværksættere kommer på banen. Når Danmark skal genåbne, skal vi gentænke, hvor vi skal hen – og her kan retningen tegne sig til at blive mere grøn end hidtil. Flere virksomheder har været tilbageholdende overfor den grønne dagsorden, men de har med det store pres, vi nu har været igennem, måske erkendt, at man godt kan omstille sig på kort tid. At det faktisk godt kan lade sig gøre – og at omstilling kan gå hurtigt.”

Dansk Erhverv er sekretariat for det såkaldte 14. klimapartnerskab, der er et partnerskab bestående af iværksættere, investorer, og de, der arbejder med iværksætteri på universiteterne. Det 14. klimapartnerskab er nedsat af Tommy Ahlers, medlem af folketinget for Venstre og tidligere serieiværksætter. Formålet er at komme med konkrete anbefalinger til Danmarks politikere om, hvordan grønne iværksættere kan få de bedst mulige vilkår for at udvikle deres forretningsideer, der kan hjælpe med at fremme vores grønne omstilling og CO2-reduktion.

Fakta: Initiativer for iværksættere og SMV’er

Dansk Erhverv er med til at støtte op om initiativer, hvor iværksættere og SMVer kan få hjælp til rådgivning efter corona. Der er eksempelvis:

SMV:Digital
SMV:Digital giver SMVer mulighed for at ansøge om tilskud på 100.000 kr. til indkøb af privat rådgivning, der kan styrke virksomhedens digitale omstilling, f.eks. i forhold til e-handel. https://smvdigital.dk/