Den brasilianske økonomi er den niende største økonomi i verden og derfor af stor interesse for danske virksomheder, der ønsker at investere i udlandet.
Innovationssamarbejdet mellem Brasilien og Danmark har til formål at støtte fælles innovative initiativer inden for forskning og produktudvikling. Samarbejdet skal hjælpe danske virksomheder og forskningsinstitutioner, der har interesse i det brasilianske marked, godt på vej.
Direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen, Sune Stampe Sørensen, deltog som taler ved den officielle lancering, og nogle af hans budskaber lød:
"En velfungerende IP-infrastruktur, der sikrer, at immaterielle rettigheder kan beskyttes og håndhæves, er afgørende i en vidensbaseret økonomi. Derfor bidrager Patent- og Varemærkestyrelsen i dette samarbejde til at gøre det lettere for danske virksomheder at beskytte deres innovation og vækstmuligheder."
"Jeg ser et stort potentiale i samarbejdet og opfordrer danske virksomheder og forskningsinstitutioner, der er interesseret i Brasilien, til at undersøge de muligheder, samarbejdet giver."
Lær mere om det dansk-brasilianske innovationssamarbejde gennem Innovation Center i Sao Paolo.