Patentdomstolen: Stort skridt på vejen mod ikrafttrædelse

Publiceret 09-12-2021

Østrig afslutter ratificeringen af aftalen (protokollen) om midlertidig ikrafttrædelse af den fælles patentdomstol.

Den 2. december 2021 afsluttede det østrigske parlament ratificeringen til aftalen (protokollen) om midlertidig ikrafttrædelse af den fælles patentdomstol. Det oplyser den europæiske patentmyndighed, EPO, på deres hjemmeside.

”Det er et væsentligt skridt mod ikrafttrædelsen af enhedspatentet, som vi for år tilbage var til folkeafstemning om. Men der er stadig processer, der skal opfyldes før, enhedspatentet for alvor kan træde i kraft, og virksomheder og andre institutioner med en enkelt anmodning kan opnå patentbeskyttelse i 25 lande,” siger Flemming Kønig Mejl, sektionschef for International Sekretariat i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Efter at Østrig har deponeret ratifikationsinstrumentet, er der formentlig kort tid til, at patentdomstolen kan sættes midlertidigt i kraft, og dermed begynde de praktiske forberedelser før domstolen endelig åbner dørene. Det gælder fx ansættelse af dommere og alle tekniske og infrastrukturelle forberedelser.

Enhedspatentet og den fælles patentdomstol er byggestenene i den Europæiske patentreform, som vil supplere og styrke det eksisterende europæiske patentsystem. Reformen vil give brugerne en omkostningseffektiv mulighed for patentbeskyttelse og en centraliseret domstolsbehandling på tværs af de deltagende EU-medlemsstater.

Enhedspatentet vil gøre det muligt at få direkte patentbeskyttelse i op til 25 EU-medlemsstater ved at indsende en enkelt ansøgning til EPO, hvilket gør beskyttelsen af ​​opfindelser for patenthavere enklere og mere omkostningseffektiv.

Patentdomstolen vil være en international domstol vedrørende patenter udstedt af EPO. Denne specialiserede domstol vil gøre håndhævelsen af ​​patenter i hele Europa lettere, give større retssikkerhed og reducere sagsomkostninger. Domstolen er baseret på en international traktat, UPCA.

Læs mere he: https://www.epo.org/news-events/news/2021/20211203a.html