Patent- og Varemærkestyrelsen styrker grundlaget for international dialog med ny engelsk hjemmeside

Publiceret 12-01-2021

Ny engelsk hjemmeside skal imødekomme en stigende efterspørgsel på engelsksproget information om immaterielle rettigheder samt give mulighed for at kunne ansøge og håndtere rettigheder på en let og overskuelig måde.

The new UK website

Som led i en strategisk satsning, der skal styrke Patent- og Varemærkestyrelsens arbejde med at skabe Europas bedste IP-miljø for erhvervslivet, lancerer styrelsen en ny engelsk hjemmeside. Siden henvender sig primært til internationale samarbejdspartnere og til danske virksomheder med engelsk som koncernsprog og afløser den tidligere side, der havde en mere broget målgruppe.

”Formålet med den engelske hjemmeside er at udbrede viden og skabe et godt grundlag for at komme i tættere dialog med vores internationale samarbejdspartnere og engelsktalende kunder. Behovet for stærke immaterielle rettigheder og muligheden for at håndhæve dem er i høj grad et spørgsmål, der går på tværs af grænser, og derfor er dialog og samarbejde væsentlig. Det håber vi, den nye engelske hjemmeside bidrager til,” siger Sune Stampe Sørensen, direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen. 

Den engelske side adskiller sig fra den danske på en række punkter. Der er eksempelvis en mere detaljeret præsentation af styrelsens internationale projekter og af fordelene ved at vælge Patent- og Varemærkestyrelsen som samarbejdspartner. Samtidig har hjemmesiden et markant anderledes og mere brugervenligt design, end den tidligere engelske hjemmeside havde.

Patent- og Varemærkestyrelsen oplever en stigende efterspørgsel efter information om immaterielle ejendomsrettigheder på engelsk samt et ønske om at kunne ansøge og håndtere rettigheder på engelsk. Derfor har der været fokus på at præsentere sidens indhold på en let og overskuelig måde.

”I takt med at vi øger vores internationale aktiviteter, oplever vi også en stigende interesse for vores initiativer. Med den engelske side kan vi nu bedre imødekomme denne interesse, så vi har et godt grundlag for at kunne tilbyde vores kunder Europas bedste IP-miljø, slutter Sune Stampe Sørensen.

Besøg siden her.