Patentbreve får nyt udseende

Publiceret 24-01-2023

Alle breve, der handler om patent og brugsmodeller, får nyt design.

Nu er tiden kommet til, at Patent- og Varemærkestyrelsens breve træder i nye klæder. Breve, der drejer sig om patenter og brugsmodeller, får nyt design fra februar 2023. Dermed kommer brevenes udseende til at stemme overens med designet på vores hjemmeside.   

”Gør ideer til aktiver” er fortsat vores mission, men vi vil ikke længere fremhæve det i det velkendte orange design-element i brevene. Elementet er allerede fjernet flere steder og bl.a. fra e-mail-signaturer. I stedet vil vi i brevene gøre brug af vores nye logo, du allerede kender fra hjemmesiden.  

”Brevdesignet er nyt, men vores praksis i sagsbehandlingen er uændret, og vi gør stadig vores bedste for at levere en sagsbehandling af høj faglig kvalitet. Vi håber, at vores kunder vil tage godt imod de nye breve, og at brevenes udseende signalerer samme høje standard som vores sagsbehandling,” siger Christina Klingenberg, chef for Patent i Patent- og Varemærkestyrelsen.  

Skulle du være i tvivl om, hvorvidt du faktisk har modtaget et brev fra Patent- og Varemærkestyrelsen, er du velkommen til at kontakte vores kundeservice på telefon 43 50 83 01.