Kvanteteknologier er på vej til at ændre måden, vi beregner, kommunikerer og måler verden omkring os. Teknologien rummer potentiale til at påvirke alt fra sundhedspleje og forsvar til brugen af avancerede sensorer, data og energisystemer.
Og det globale marked for kvanteteknologi vokser med stor hast, drevet af nye virksomheder, stigende investeringer og intens innovationsaktivitet.
Det fremgår af en rapport fra Den Europæiske Patentorganisation (EPO) og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, (OECD). Rapporten analyserer det hastigt voksende kvanteøkosystem.
Europæiske startups fører an, men har sværere ved at skalere
Ifølge rapporten markerer Europa sig med at have et blomstrende og dynamisk miljø af startups på området.
Samtidig rummer Europa nogle af verdens mest koncentrerede klynger af virksomheder med kvanteteknologi som kerneområde. Det står i kontrast til USA, hvor tech-giganterne fx dominerer landskabet.
Men rapporten viser også, at europæiske virksomheder har sværere ved at tiltrække finansiering end deres amerikanske konkurrenter, hvilket hæmmer skalering og kommercialisering.
USA er fortsat i patentførertrøjen
Det afspejler sig blandt andet i antallet og fordelingen af internationale patentfamilier (IPF’er) på området. En patentfamilie er et sæt af patentansøgninger indleveret i flere lande for den samme opfindelse. De seneste ti år er der set en femdobling af IPF’er indenfor kvanteteknologi.
Her viser rapporten nemlig, at USA fortsat ligger i front målt på antal.
Europa indtager samlet set andenpladsen, efterfulgt af Japan, Kina og Korea. Inden for Europa er top tre-landene Tyskland, Storbritannien og Frankrig.
Ses der kun på udviklingen inden for kvantecomputere, er der sket en tyvedobling siden 2014.
Rapporten fremhæver samtidig, at kvanteområdet er kendetegnet ved intensiv international konkurrence, hvor IPF’er i høj grad bruges strategisk til at sikre markedspositioner.
Danmark melder sig ind i kvantekapløbet
Danmark er en vigtig del af det stærke europæiske økosystem, der driver udviklingen af kvanteteknologi fremad.
Og med åbningen af verdens største kvantefond, 55 North, i oktober 2025 tog Danmark et markant skridt ind i det globale kvantekapløb. Regeringen – gennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) – og Novo Holdings har hver bidraget med 500 mio. kr., hvilket giver fonden en grundkapital på 1 mia. kr.
Fonden 55 North skal investere bredt i lovende kvantevirksomheder i Danmark, Europa og internationalt og bidrage til at styrke både dansk og europæisk position i den hastigt voksende kvantesektor.
Læs hele rapporten: Mapping the Global Quantum Ecosystem