Varemærke

Dit varemærke sikrer at forbrugerne genkender din virksomhed

Beskyt dit navn og logo

Du kan beskytte dit navn og logo ved at registrere dem som varemærker. På den måde får du eneret til de kendetegn, dine kunder genkender dig på. Det kan forhindre andre i at snylte eller underminere det image, du opbygger gennem årene.

For at registrere et navn, slogan eller logo som varemærke kræver det bl.a. at mærket:

1. Ikke blot er beskrivende

Du kan ikke beskytte ord og vendinger, der kun beskriver din vare eller ydelse. Som fx ”slidstærke tæpper” eller ”SOFT-LOTION”. På den måde kan firmaer ikke få eneret til ord som andre skal bruge til at beskrive deres produkter.

2. Ikke vildleder forbrugeren eller er i strid med dansk lovgivning

Du kan ikke beskytte noget der vildleder forbrugeren. Fx et mærke for uægte smykker, der indeholder ordet 'guld'. Dit varemærke må kun indeholde en beskyttet titel, hvis du har lov til at bruge titlen, fx statsautoriseret revisor.

3. Ikke indeholder officielle statskendetegn

Hvis du vil bruge en krone eller et flag i dit logo skal du have tilladelse til det.

Det får du ud af at registrere et varemærke

Et varemærke sikrer dit brand

Varemærket er kernen i forbrugerens kendskab til din forretning. Derfor er varemærket en vigtig del af at beskytte det brand og omdømme, du opbygger hos dine kunder.

Varemærker kan forhindre kopister

Du kan bruge dit varemærke til at forhindre efterligninger og konkurrenter, der kopierer dit brand eller lægger sig for tæt op af det. Med et registreret varemærke står du væsentligt stærkere, hvis der opstår en konflikt.

Et varemærke giver investorer sikkerhed

Hvis du ikke registrerer dit varemærke, kan du risikere at skulle trække dit produkt tilbage eller omdøbe det, fordi andre beviser at du krænker deres rettighed. Derfor kan et registreret varemærke give forretningspartnere sikkerhed for, at deres investering er beskyttet

Læs mere om ansøgningen

Det kan du beskytte som varemærke

  • Ordmærker: Alt hvad du kan skrive med almindelige tegn. Fx Hummel eller AGF.
  • Figurmærker: Logoer mm.
  • Formmærker: Varemærker i tredimensional form, hvor selve varens form, udstyr eller emballage udgør varens kendetegn. Fx Adidas tre striber.
  • Positionsmærker: Varemærker som består af den særlige måde, hvorpå varemærket er anbragt eller fastgjort på produktet.
  • Mønstermærker: Varemærker der udelukkende består af et sæt elementer, der gentages regelmæssigt.
  • Farvemærker: Varemærker der udelukkende består af en enkelt farve uden konturer eller en kombination af farver uden konturer.
  • Lydmærker: Kendingsmelodier og signaturlyde som fx Hjem Is-klokkerne og Dolbys introduktionslyd.
  • Bevægelsesmærker: Varemærker der består af eller omfatter en bevægelse eller en ændring i placeringen af varemærkets elementer.
  • Multimediemærker: Varemærker der består af eller bliver til af en kombination af billede og lyd.