De fleste af os kan have svært ved at afslå et godt tilbud. Forførende lave priser kan lokke selv de bedste. Men i mange tilfælde er tilbuddet for godt til at være sandt. Kopivarer er nemlig et stort problem, og selvom du gør dit for at vige uden om de falske produkter, så skal du fortsat være opmærksom. Det kan nemlig være svært at se forskel på en ægte og uægte varer, når man handler online. Producenter af kopivarer bliver stadig mere professionelle, så det kan være svært at genkende en kopivare. Tidligere var det mest luksusvarer som blev ulovligt kopieret - f.eks. tasker, ure og solbriller. I dag forfalskes alle typer varer. Også kosmetik, legetøj, madvarer, medicin, elektronik og reservedele til biler.
Patent- og Varemærkestyrelsen har derfor op til den store julehandel lanceret en kampagne på de sociale medier, der skal gøre forbrugerne opmærksom på problemerne med kopivarer.
Du kan se kampagnen her, og vil du hjælpe os med at dele det vigtige budskab, er du velkommen til at dele og like opslagene, så vi når ud til flest mulige.