Et stigende antal rettighedshavere modtager uopfordrede henvendelser fra virksomheder, der tilbyder at forny varemærke- og designrettigheder ved at betale fornyelsesgebyrer og/eller at anmode om registrering af ændringer i styrelsens registre.
Prisen i de uopfordrede henvendelser er typisk højere end de officielle gebyrer, man skal betale til styrelsen. Flere rettighedshavere har desuden tilkendegivet, at de er usikre på, om de modtager de ydelser, de betaler for. Inden du tager imod tilbuddet, bør du derfor sikre dig, at henvendelsen kommer fra en kilde, du har tillid til.
Det er altid muligt at betale fornyelsesgebyrer direkte til Patent- og Varemærkestyrelsen og anmode om fx adresseændringer i vores officielle registre. Det kan du gøre her.
Styrelsens officielle fornyelsesgebyrer kan ses på vores prisliste. Her kan du tjekke, hvornår du skal betale fornyelsesgebyret for den enkelte rettighed.
Sådan sikrer du dig
Hvis du modtager en henvendelse med et tilbud om fornyelse i relation til din varemærke- eller designrettighed, er det en god idé at undersøge, hvor henvendelsen stammer fra. Det kan du gøre ved at nærlæse henvendelsen med særligt fokus på 'det med småt'. Du kan også kontakte din egen rådgiver, eller finde en rådgiver via styrelsens Guide til valg af IP-rådgiver.
Du kan også sammenligne beløbsstørrelsen på fakturaen med Patent- og Varemærkestyrelsens officielle prisliste. På den måde kan du se, om tilbuddet i den uopfordrede henvendelse er højere, end det gebyr styrelsen opkræver for en fornyelse.
Få hjælp, hvis du er i tvivl
Hvis du fortsat er i tvivl, er du velkommen til at kontakte Patent- og Varemærkestyrelsen. Ring til vores kundeservice, så hjælper vi dig med en afklaring.